CEVEA kortlagte for nylig, at "offentlige tilskud forkæler privatskolerne". Samtidig får vi tudet ørerne fulde med, at staten vokser og vokser, samt at de offentlige udgifter vokser, og at de politiske partier derfor er i gang med at flytte længere og længere til venstre.

Hvordan passer dette sammen med neoliberalismens frembrusende virke? Neoliberalismen er jo netop ideologien om, at privatiseringer, udliciteringer og nedskæringer er ønsket eller ligefrem påkrævet for det politiske system.

Tidligere har jeg skrevet om, at velfærdsydelser trues af neoliberalismen. Jeg møder også argumenter om, at vi ikke lever under neoliberalisme, idet staten vokser og vokser.

Samme retorik findes på Liberal Alliances hjemmeside, hvor man ved et "træk i håndtaget" kan se den liberalistiske historieskrivning i fuldt vigør - alle partier er simpelthen blevet mere venstreorienterede siden 1980! Hvem havde troet det?

En stor stat nødvendig

Situationen er dog ikke så intuitiv - neoliberalisme afhænger nemlig af en stor stat. Tag for eksempel privathospitalerne i Danmark. Det krævede en stor statslig indblanding at introducere privathospitaler som alternativ til det offentlige sygehusvæsen. Så meget indblanding, at staten med Lars Løkke som sundhedsminister var nødt til at overbetale med næsten en milliard kroner for at kickstarte de private hospitaler, der ellers ikke havde været i stand til at udkonkurrere de offentlige hospitaler.

Private udbydere er kun økonomisk konkurrencedygtige, hvis de har staten i ryggen.

Siden 2002 har de private hospitaler tjent fem milliarder kroner som resultat af denne uretmæssige overbetaling. Dette er en gennemgående læresætning i neoliberalismen: Private udbydere er kun økonomisk konkurrencedygtige, hvis de har staten i ryggen.

At Helle Thorning-Schmidt pludselig droppede kravet om en uvildig undersøgelse, så snart hun selv kom ind på magtens korridorer, underbygger teorien om, at de neoliberale partier (altså dem, der i forskellig grad går ind for nedskæringer og privatiseringer) ikke har nogen interesse i at svække forholdet mellem private udbydere og staten.

Og at Lars Løkke i sin tid direkte løj om overbetalingerne underbygger teorien yderligere: Hvis de private udbydere skulle have konkurreret på de markedsvilkår, de neoliberale ellers er så glade for, havde de været komplet urentable.

Og når selv Berlingske Business bringer undersøgende journalistik om, at statens privatisering af el-nettet koster forbrugerne milliarder af kroner, og at elselskaberne har kunnet putte pengene lige i lommerne, er der noget helt galt.

Privatiseringen vokser

Tidligere selvstyrende institutioner er i højere og højere grad underlagt Christiansborgs centraliserede styre. Folkeskolerne påduttes nationale tests.Der laves opgørelser over karaktergennemsnittet på den enkelte skole, og kommunerne får i stor grad dispensation til at lægge elevplanerne i stedet for at lade skolerne gøre det selv.

I England har regeringen givet private firmaer lov til at overtage undervisningen på nogle universiteter og endda drive hele institutioner. Dette på trods af, at bygningerne er købt og vedligeholdt for offentlige penge, og at de private firmaer aldrig ville have råd til at overtage bygningerne for markedsprisen.

Staten har aldrig været større, end den er i dag. Det er et faktum. Men det er ikke en velfærdsstat, det er en markedsstat. I disse dage råber Dansk Erhverv op om, at SUen skal skæres, og en tidligere vismand kræver differentiering i forhold til hvilke fag, der giver bedst udbytte på arbejdsmarkedet. Altså skal staten og velfærdsydelserne underlægges markedets logik - neoliberalismens kerneværdi. Denne retorik er ikke blot problematisk, den er en direkte trussel mod velfærden.