Arbejderen har i flere artikler beskæftiget sig med folkefrontsstrategien, der blev lanceret på den Kommunistiske Internationales 7. Verdenskongres i 1935.

I stedet for en folkefront, burde arbejderpartierne have indgået en enhedsfront, der kunne kæmpe for arbejderklassens interesser.

I artiklen den 12. august hedder det, at Kommunistisk Internationale gjorde op med den hidtidige "ultra-venstrelinje". Denne linje udråbte socialdemokraterne som socialfascister og var stærkt medvirkende til at blokere for den enhedsfront i Tyskland, der kunne have hindret Hitlers magtovertagelse. 

Der var imidlertid ikke tale om et eksplicit opgør med den forrykte teori om Socialdemokratiet som et socialfascistisk parti, men om en ren og skær kovending.

I Frankrig, hvor der blev etableret en folkefront, opstod der i sommeren 1936 en omfattende generalstrejke, blandt andet med fabriksbesættelser. De radikale, der var en del af folkefronten, brød sig ikke om denne bevægelse i arbejderklassen. Det franske kommunistparti, der var helt loyal overfor de borgerlige dele af folkefronten, havde det største besvær med at knække strejkebevægelsen.

I Spanien, hvor der også blev etableret en folkefront, udviklede der sig som reaktion på Francos statskup en social revolution, hvor arbejderne overtog fabrikkerne, og hvor bønderne delte godsejernes jord og etablerede husmandsbrug eller kooperativer. Også her gjorde det spanske kommunistparti en kæmpe indsats for at smadre disse former for selvforvaltning.

Problemet med folkefrontsstrategien var, at arbejderbevægelsen underlagde sig de borgerlige partier. I stedet for en folkefront, burde arbejderpartierne have indgået en enhedsfront, der kunne kæmpe for arbejderklassens interesser.