Religion har længe været genstand for de store tænkeres kritik. I den forbindelse er islam ikke en undtagelse. Til trods for mangeårig marxistisk dominans i Østeuropa, og til trods for positivistiske tænkeres længerevarende dominans i vesten, har religion vist sig at være mere rodfæstet end at kunne væltes med disse kritiske røster. Der må på en eller anden måde være et behov i samfundet, som religionerne opfylder, ellers var de forsvundet for længst, pointerer den tyske filosof, Jürgen Habermas

Der er mange i vores samfund, som ser det som deres indædte mission at bekæmpe islam og muslimer for enhver pris. Disse islamhaderes argument er, at alt er tilladt i lyset af ytringsfrihed. Men har ytringsfrihed noget at gøre med latterliggørelse af andres tro? Mange kritikere af islam finder provokation og hånlig adfærd mod muslimer som den eneste måde at forsvare demokratiske værdier på.

Disse såkaldte islamkritikere tænker ikke et eneste øjeblik på, at venskabelige samtaler og dialog under herredømmefrie forhold kan bære mere frugt i interkulturelle møder. En dialog, hvor man med respekt for muslimerne, peger på uhensigtsmæssige fortolkninger af islam, og samtidig er åben for at høre deres kritiske syn på den vestlige kultur.

Mange udlægninger af koranen

Koranen er muslimernes hellige bog, og som med alle bøger er læseren med til at skabe sin forståelse af det skrevne. Der er mange muslimer med mange fortolkninger af islam, hovedsagelig fredelige fortolkninger. Min korankyndige mor havde en hel anden fortolkning af islam end den institutionaliserede islam. Min mors islam var tolerant, fredelig, demokratisk, hengiven, tilgivende, fri for hævn og fuld af liv.

Fredelige og demokratiske fortolkninger får ikke plads i den offentlige debat.

Ligeledes er der mange progressive islamiske forskere, der utrætteligt arbejder på at rense uheldige, overtroiske og konservative fortolkninger ud af den islamiske fortolkning. Men disse forskere med deres fredelige og demokratiske fortolkninger får ikke plads til at ytre sig i den offentlige debat. Det er ekstremisterne, pressen interesserer sig for. Pressens ensidige og negative billede af islam kan være lige så skadelig for en fredelig sameksistens som ekstremisternes handlinger.

Den hadefulde adfærd er uretfærdig

Til de dansk-iranske islamhadere vil jeg gerne sige: Kære venner! Det, som Khomeini og det islamiske regime har gjort mod os og vores forældre, er utilgiveligt. Men at rette vores had mod danske muslimer for den uretfærdighed, som er begået mod os i Islams navn, er ikke retfærdigt. Hvordan kan man kigge sin muslimske nabo i øjnene, mens man tilsmudser hans religion? Hvordan kan man lukke øjnene for den islamiske civilisation og kun fremhæve ekstreme fortolkninger, som er nemme at tilsvine?

Hvordan kan man tro, at man kan skabe et roligt og harmonisk samfund ved at sprede had? At sprede fjendskabens frø i hadets mark er ikke en kunst. Kunsten er at forbinde folk til trods for deres forskelligheder. Kan man virkeligt ikke identificere nogle fælles og vigtigere opgaver, som vi alle kan være sammen om at løse?