09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Psykiatrien råber om hjælp

Psykiatrien råber om hjælp

Psykiatrien er i krise, og nogle tal fra Aarhus Universitetshospital (AUH) i Risskov, viser situationens alvor.

Psykiatrien har hårdt brug for flere ressourcer, hvis vi skal have løst dens krise.

Hele 2786 gange i 2015 oplevede personalet på et af det psykiatriske hospitals afsnit, at de måtte tilkalde hjælp fra et nabo-afsnit, fordi de ikke selv kunne håndtere en situation, der var opstået. Det vil sige, at der på AUH Risskov var brug for den såkaldte nabohjælp mere end syv gange dagligt i 2015.

Tallene fortæller for mig at se mindst tre ting:

  • at der er for lidt personale, 
  • at der er for få senge,
  • og at mange patienter er meget syge.

AUH Risskov har simpelthen ikke så meget personale og så mange senge, at de kan give patienterne en tilstrækkelig god behandling i tilstrækkelig lang tid.

Det betyder for mange genindlæggelser af patienter, som er meget syge, og som hospitalet for tidligt har udskrevet til psykiatriske bosteder eller eget hjem. 

For mange svingdørspatienter er en årsag til, at der opstår unødvendigt mange voldsomme episoder, som personalet så også er for få til at håndtere på de enkelte afsnit. 

Situationen er uacceptabel for patienterne, der får en utilstrækkelig behandling og for hospitalspersonalet, der har et belastende og nogle gange direkte farligt arbejdsmiljø.

Det samme gælder hjemmeplejens og socialpsykiatriens personale, der for ofte skal forsøge at hjælpe borgere, som er alt for syge til det behandlingstilbud, de får. 

Psykiatrien har hårdt brug for flere ressourcer, hvis vi skal have løst dens krise.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jul. 2016 - 09:53   08. jul. 2016 - 10:00

Læserbrev

af Inge Jensen Pedersen, FOA Århus