Her i april er dit barn som livlige børn er flest – i næste måned har det måske ADHD.

Hvordan kan grænsehandel flyttes tilbage over grænsen til glæde for detailhandelen i det sydlige Danmark? Nedsæt afgifterne på grænsehandelsvarer!

Hvordan kan flere børn diagnosticeres med ADHD til glæde for medicinalindustrien? Nedsæt kravene til kriterierne for diagnosen!

Ud over begge at være sande har disse to spørgsmål med svar naturligvis intet med hinanden at gøre, lige bortset fra, at tankegangen er præcis den samme. Endvidere har de det til fælles, at den instans, som har magten til at gennemføre løsningen, også har en klar interesse i at begunstige målgruppen for løsningen.

Den danske regering vil gerne vende butiksdøden i Syddanmark til en opblomstring og den amerikanske psykiatriforening (APA - American Psychological Association) ser gerne øget omsætning i den psykiatriske medicinalindustri på grund af store gensidige økonomiske interesser og en unik symbiose.

Amerikansk bibel for diagnoser

Den psykiatriske medicinalindustri – omfattende blandt andet Lundbeck i Danmark – har for længst indset og integreret i deres virke, at nøglen til at sælge mere medicin er at sælge nye psykiatriske forstyrrelser eller udvide markedet for de eksisterende.

Motoren i denne strategi er APA, som udgiver den psykiatriske diagnosebibel DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders), der bruges over hele verden og siden den første udgave (DSM-I) i 1952 støt er vokset fra 106 forstyrrelser til 182, 265, og 365 i efterfølgende udgaver.

I maj udkommer den femte udgave (DSM-V) med endnu flere forstyrrelser. Udvidelsen af markedet for de eksisterende psykiatriske forstyrrelser sker ved løbende at nedsætte kravene til kriterierne for de enkelte diagnoser, og her tager DSM-V et stort skridt.

Nu er der dog heldigvis tegn på, at alliancen mellem den psykiatriske medicinalindustri og APA er gået så vidt med deres strategi, at selv absolutte topfigurer fra egne rækker sætter hælene i og råber vagt i gevær.

Den person, psykiateren Alan Frances, som var formand for den arbejdsgruppe, der udarbejdede den nuværende diagnosebibel (DSM-IV) ser de kendte ændringer og hele processen bag udarbejdelse af den nye udgave (DSM-V) som intet mindre end katastrofale.

Katastrofale ændringer

DSM-V og APA kunne ikke have fået en værre modstander, idet der i kraft af Dr. Frances’ tidligere nøglerolle i den mest indflydelsesrige psykiatri-organisation på verdensplan ikke kan stilles spørgsmål ved hans psykiatriske faglighed.

Modstanden mod DSM-V er organiseret i en bredt funderet bevægelse præget af fremtrædende psykologer, psykoterapeuter, socialarbejdere og overlevende tidligere psykiatribrugere, som kører en online underskriftsindsamling mod DSM-V.

Det er tvivlsomt om noget menneske kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at falde ind under de nye eller reviderede forstyrrelser.

Dr. Frances’ opsummerende konklusion om DSM-V er, at den vil "medicinere normalitet og føre til en bølge af unødvendige og skadelige udskrivninger af psykiatrisk medicin".

Det er tvivlsomt om noget menneske kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at falde ind under de nye eller reviderede forstyrrelser. Eksempelvis omfatter "depression" normal og naturlig sorg, "angstforstyrrelse" omfatter dagligdagsbekymringer, "neurokognitiv forstyrrelse" omfatter alderdomsglemsomhed, og "adfærdsmani" omfatter ting, vi rigtig godt kan lide at foretage os tit.

Kritikerne ser i DSM-V en samling af psykiatriske diagnoser, som en lille arbejdsgruppe har siddet og teoretiseret sig frem til uden i større grad at bekymre sig om virkelighedens verden.

Fra håndsoprækning til vilkårlighed

Det er et brud på tidligere praksis, hvor psykiatriske forstyrrelser er blevet vedtaget gennem flertalsafgørelser på psykiatrikongresser ved almindelig håndsoprækning. Ingen psykiatrisk diagnose kan eftervises ved nogen form for objektiv undersøgelse i form af prøver af kropsvæsker, røntgenundersøgelser, hjernescanninger eller lignende.

Psykiatriens verden er fyldt med paradokser, selvmodsigelser og store vilkårligheder til stor risiko for de patienter, som havner i psykiatrien. Disse patienter dør i gennemsnit 20 år tidligere end normalbefolkningen.

Lad os afslutningsvis omtale to eksempler på psykiatriens vilkårlighed og selvmodsigende paradokser. De seneste tal fra USA viser at 11 procent af skolebørnene medicineres mod ADHD. I Frankrig er det tilsvarende tal 0,05 procent; altså er forekomsten af ADHD blandt amerikanske skolebørn 200 gange større end blandt skolebørn i Frankrig.

Ganske vist er der forskel på Frankrig og USA, men begge er trods alt velstående industrialiserede vestlige lande. Alligevel påstår psykiatere, at ADHD er en neurogenetisk psykiatrisk forstyrrelse – en gigantisk genetisk forskel på franskmænd og amerikanere, som intet hold har i virkeligheden!

Forekomsten af ADHD blandt amerikanske skolebørn er 200 gange større end blandt skolebørn i Frankrig.

Det ligger sandheden nærmere, at forskellen på Frankrig og USA i denne sammenhæng snarere skyldes holdningsforskel og ekstrem markedsføring af psykiatrisk medicin i USA.

Indtil starten af 1970’erne var homoseksualitet opført i DSM som en psykiatrisk forstyrrelse, der hårdnakket blev forsvaret som dette af ledende psykiatere. Sådan forholdt det sig lige indtil det homoseksuelle lokalsamfund i San Francisco blev så talrigt og indflydelsesrigt, at det kunne sætte massive angreb og kampagner ind mod psykiatrien.

Resultatet blev, at APA i 1973 afholdt en ny afstemning om hvorvidt homoseksualitet var en psykiatrisk forstyrrelse. Flertallet besluttede, at det ikke længere var tilfældet og det syvende genoptryk af DSM-II i 1974 indeholdt ikke længere homoseksualitet som en psykiatrisk forstyrrelse. Så meget for det videnskabelige grundlag for psykiatri!

I det tragikomiske vanvid af, at DSM-V i endnu højere grad end tidligere udgaver af psykiatriens diagnosebibel vil gøre os alle til medicinkrævende psykiatriske patienter, kan man i det mindste glæde sig over, at alliancen mellem psykiatrien og den psykiatriske medicinalindustri er gået så vidt med den hensynsløse profithungrende strategi, at mange mennesker får øjnene op for tingenes rette tilstand og siger stop. Næste skridt derefter er, at også myndighederne vågner op.