07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ram en udsat!

Selskabsleg i Folketinget?

Ram en udsat!

Hvis ikke en regering med deltagelse af S og SF kan få øje på, at den må rette op på de borgerliges angreb på velfærdssystemet, så kan man vanskelig forestille sig, at der er stemmer til dem ved næste valg.

FOTO: PN
1 af 1

Det virker meget, som om regeringspartierne og de rigtige borgerlige partier har udviklet en ny selskabsleg i Folketinget, som passende kunne hedde: ”Ram en udsat!”

Med politiske spillere som ”Skatte-Thor”, ”Finans-Corydon” og for eksempel ”Arbejd-hårdt-Mette” har ”Magrethe den III, Vestager” elegant kunnet dirigere spillet, så både ”Rejse-Villy” og ”Top-Helle” har kunnet score på trods af ”Sure Johanne” og ”Revolutions-Per”.

Flottest ramt er bestemt fleksjobberne og førtidspensionisterne. Ud over den gængse forringelse af reguleringerne af overførselsindkomsterne fik de også en tur, hvad angår for eksempel mindre betaling og vanskeligere adgang til jobbene. (Pinligt at LO, FTF og AC har ladet det passere!)

Men det er også imponerende at se, hvor flot de mange tusinde arbejdsløse bliver ramt. Ved at se bort fra virkeligheden på det danske arbejdsmarked og ved at fortsætte de borgerliges kraftige slankekur overfor velfærdsstaten, især kommunerne, har de med den forkortede dagpengeperiode sikret, at titusindvis af arbejdsløse sættes udenfor.

Nu kan de se frem til, at regeringen med en ”akut-pakke” bruger 332 millioner kroner til nye samtaler og eventuel inddragelse i jobrotation. Det er der faktisk ikke noget nyt i.

Job- og cv-samtaler har været arbejdsløses triste hverdag i årevis, og jobrotation har været mulig siden 80'erne. Snak, snak, snak…

Det eneste papir, der hjælper de arbejdsløse, som trues af politikernes forringelser af dagpengesystemet, er en ansættelseskontrakt fra en rigtig arbejdsplads!

I stedet for al den snakken udenom skulle politikerne tage at holde op med at lege ”økonomisk ansvarlige” med så alvorlige emner. Hvis ikke en regering med deltagelse af S og SF kan få øje på, at den må rette op på de borgerliges angreb på velfærdssystemet, så kan man vanskeligt forestille sig, at der er stemmer til dem ved næste valg.

Hold nu op med al det skuespil, og lav noget fornuftigt! Sådan er det bare…

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2012 - 11:00   05. sep. 2012 - 11:00

Læserbrev

af Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og omegn og LO Horsens – Hedensted