Ubehag er det mildeste ord for den følelse, mødet med Israel indgav mig.

Apartheidstyre og racisme er betegnelser, jeg ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved, abnormitet det udtryk, der først falder mig ind for at beskrive den syge samfundsorden, jeg blev gjort bekendt med i mine 10 dage i landet.

Syv af disse tilbragte jeg på Vestbredden på en såkaldt Seminar Camp arrangeret af AIC (Alternative Information Center) med titlen "Bridges instead of Walls", og den var der heldigvis intet sygt ved, tvært imod.

Jeg havde forhåndsviden om Israel/Palæstina - burde være forberedt på det, der mødte mig; men der er stor forskel på at læse sig til fakta, endda være vidne til uhyrligheder på film, og så selv at være midt i suppedasen.

Apartheidstyre og racisme er betegnelser, jeg ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved.

At pludselig blive trængt op ad en bod i en smal basargang – fordi en kæmpe trop uniformerede, purunge soldater af begge køn med automatskydere, der når dem til under knæet, var på "tour" – var noget jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

I den basargang var der tykt med mennesker i alle aldre, også turister; tilsyneladende tror mange udlændinge, lige som de fleste israelere, at den slags magtdemonstrationer er nødvendige.

Jerusalem med vrangsider

Jerusalem er storslået smuk på sine steder og yderst eksotisk, men besjælet af religionernes værste vrangsider: næstehad og kommers. Kommersen har byen tilfælles med alle turistmonopoler. Men udover de 'normale', lokale souvenirs (made in China) er de religiøse objekter overeksponerede, værst er det i det kristne område.

Islam og jødedommen sælges mest gennem tørklæder, hatte, kalotter, men også stjerner og halvmåner i diverse dimensioner. Efter to dage i den gamle by led jeg af klaustrofobi og kvalme.

Alle indgange til det jødiske kvarter er spærret af tungt bevæbnede soldater.

Det sidste især over de israelske soldaters menneskeforagt og de jødiske fundamentalisters udtalte arrogance, som de i storsnudet alvor, sorte frakker, hatte og slangekrøller - selv små drenge er i den mundering - går rundt overalt, mens alle indgange til det jødiske kvarter er spærret af tungt bevæbnede soldater. Hvilken araber tør nærme sig der? Ja, det hedder 'araber', lærte jeg. Ordet 'palæstinenser' er faldet ud af det officielle sprog.

Organisationen AIC har et stort hus i Beit Sahour, lidt syd for Betlehem, og et kontor i Jerusalem. Palæstinensere og jøder (mest udenlandske) samarbejder om at formidle det sande billede af Israel/Palæstina, imod den tykke mur af løgne om et grusomt besætterland og et samfund, hvor også mange jøder er ludfattige, og dem med brun eller sort hud bliver diskrimineret.

AIC's arb​ejde

Det var i Beit Sahour, at seminaret fandt sted med et ugeprogram, der gav mange forskellige vinkler på Palæstinas situation, møde med utroligt mange forskellige mennesker og skæbner, politiske og sociale realiteter, aftener med filmvisninger, møde med israelsk militærnægter fra "Break the Silence" og indfødt kultur.

Vi fik forelæsninger i Palæstinas historie set gennem politiske, kulturelle og sociale briller, konsekvenserne af Oslo-aftalen, besættelsesindustrien, bosætterismen, økonomien, zionismen før og nu.

Vi var på udflugter til landsbyer omringet af bosættelser, ødelagte olivenlunde, områder hvor apartheidmuren skærer gennem landskabet, flygtningelejre og også byer:

Ramallah, Hebron (med direkte israelsk civilaggression og ulækre racistiske vittigheder på murene), Betlehem (med de kristne turistattraktioner og dertil hørende krucifiksbutikker) – endda en dag i Jerusalem, hvor vores AIC-guide yderligere gjorde historiens vinde tydelige gennem sin lærde snak om arkitekturen, byplanlægningen, den antikke og den moderne raceadskillelse.         

Det var utroligt, hvad vi nåede, takket være god planlægning. Der blev byttet om i skemaet nu og da - uforudsete forhindringer er hverdag i Palæstina. Men alle punkter blev gennemført. Og så er folket i AIC dejligt kloge og venlige.

Det samme var for øvrigt tilfældet med alle vi mødte, lige fra den gamle kone i gedegrotten, der var analfabet, til økonomiprofessoren fra Hebrons universitet. Alle er utroligt modige og viljestærke; dét var opløftende, og i dét skimter man et håb.

Derfor vil jeg rekommandere AIC's seminarer, ja, jeg synes det er min pligt.

De afholder 'Camps' fire gange årligt. Det er værd at deltage og at støtte. Det er endda billigt. www.alternativenews.org

Info. fås også gennem www.followthewomen.dk