Den 25. marts var jeg på aftenvagt. Indtil klokken 20 var det en helt almindelig aftenvagt. Så lød overfaldsalarmen. På den stod "overfald, Vivi, Hus 2".

Vi løb, alle løb, som vi altid gør, når alarmen går. Vi ved aldrig, hvad der venter os, når vi kommer frem, men dette havde jeg ikke ventet!

I dette øjeblik blev et liv taget, og mit og mine kollegers liv blev vendt på hovedet. Jeg vil aldrig glemme det syn, der mødte mig den aften i Hus 2. Det er så printet på min nethinde, at det følger mig overalt og hele tiden.

Vi løb, alle løb, som vi altid gør, når alarmen går. Vi ved aldrig, hvad der venter os, når vi kommer frem, men dette havde jeg ikke ventet!

Dette øjeblik har haft store konsekvenser for de berørte, både for Vivis familie, for os der var til stede såvel som dem, der havde fri. Jeg er sygemeldt, jeg har fået et mega chok, tåler ikke mange mennesker, lyde, ja bare en nysen eller et host bag mig, gør mig både fysisk og psykisk dårlig. Jeg får kvalme, hjertebanken, høj puls med mere. Jeg er ikke blot sårbar, jeg er hudløs.

Mareridt

Jeg har mareridt hver nat og sover kun få timer, for jeg tør ikke sove, fordi jeg ved, jeg skal disse frygtelige drømme i gennem. Psykologen siger, det er helende at have disse drømme. Jeg synes, de er nedbrydende.

Jeg kæmper for at komme op igen, kæmper for at få mit liv og min hverdag tilbage. Jeg tænker på mine kolleger, der knokler i felten, og jeg er ramt af dårlig samvittighed over, jeg ikke kan hjælpe dem. Min psykolog siger, at den dårlige samvittighed er min fjende. Fjender er ikke altid lette at komme af med, men jeg prøver.

Jeg er også vred. Meget vred! Vred over det skete. Vred over, at jeg var dér på det tidspunkt. Vred over, at så syge mennesker lades i stikken, og at et menneske skal leve med at have taget et liv på grund af behandlingssvigt.

Vred over, at alvorlig psykisk sygdom ikke tages alvorligt nok. Vred over, at Vivi mistede sit liv, og at vi som vidner til det fik vendt op og ned på vores.

Vred over, at mine nærmeste skal se mig have det så skidt - bare fordi jeg passede mit arbejde. Vred over, at mine nærmeste er bange for, at der sker mig noget, når jeg passer mit arbejde. Vred over, at jeg risikerer at miste mit job på grund af fravær, fordi jeg blev ramt af at passe mit arbejde.

Vred over, at jeg skal leve med denne oplevelse resten af mit liv med de begrænsninger, det kan give mig på sigt. Hvorfor er der ikke nogen, der passer på os - os der går på arbejde for at gøre en forskel for samfundets mest udsatte?

Politikerne holder møde

Politikerne siger: Vi holder et møde. MØDE! Det kræver handling - og det er nu! Hvis denne forfærdelige hændelse var sket på Christiansborg, havde det ikke handlet om et møde ude i fremtiden.

Der ville straks være taget aktion. Jeg må derfor smerteligt konstatere, at psykiatrien ikke har den store prioritet for samfundet. Det er meget svært at forstå, at der ikke handles – både for dem, der lever i psykiatrien, og for os der arbejder i den og finder dette arbejde både vigtigt og givende.

Det er en frygtelig stor indsats at lægge i et job, at vi i skal sætte livet på spil eller få oplevelser, der giver store ar på sjælen.