09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reformer var engang noget positivt

Reformer var engang noget positivt

Når man tidligere talte om reformer, var det i bevidstheden om, at noget skulle forandres til det bedre. Det var dengang, ordet reform stadig havde en positiv klang. Sådan er det ikke længere.

Forringelserne, som specielt nu og i de seneste år er foregået imod de svage grupper i samfundet, må rulles tilbage og reformerne få deres positive ry igen. Her fra en af de mange velfærdsdemonstrationer i Aarhus.
FOTO: PN
1 af 1

Der var engang hvor "reform" betød ændringer til det bedre. Der er ikke nogen tvivl om, at dette ord har mistet den betydning, det havde i sin positive forstand. Gang på gang bliver der skåret ned og forringet i folks levevilkår i reformens navn.

Hvor mange reformer har vi ikke været vidne til blot i nyere tid? Dagpengereform, efterlønsreform, reform af fleksjob og førtidspension, folkeskolereform og så videre. Og som det sidste nye får vi en SU-reform, der vil skære i det ekstra års ret til SU,  som de studerende har i løbet af deres uddannelse. 

Ordet reform betyder "omdannelse", og det var engang noget, som man tog positivt imod og blev glad for at høre, men i dag er det blevet et ord, som vi udelukkende forbinder med nedskæringer og forringelser i vores levestandard.

Velfærden har kostet kampe

I en krisetid med gentagne reformer, som har ført til forringelser i folks levestandard og vilkår, har vi vænnet os til, at reformerne ikke længere fører noget godt med sig. I en tid med flere og flere arbejdsløse, flere tusinde som falder ud af dagpengesystemet, konstante nedskæringer og spareplaner, og en fagbevægelse, som delvist har bukket under til stort svigt for arbejderne, er det vigtigt at vi ikke glemmer, at de ting som i reformens navn bliver taget fra os skridt for skridt, det er noget vi har opnået gennem omfattende kampe. 

Vi skal ikke bare acceptere, at alle vores rettigheder og goder bliver tilbagetrukket i reformens navn for at komme ud af en krise, som ikke blev startet af arbejderne. En krise som uundgåeligt vil vende tilbage på et eller andet tidspunkt, idet kriser er en del af den kapitalistiske cyklus.

Stå fast på rettighederne

Vi skal kæmpe for, kræve og forvente, at forringelserne imod arbejderklassen (deriblandt også folk uden for arbejdsmarkedet som kontanthjælps-og dagpengemodtagere), bliver rullet tilbage, og at reformerne igen får sit positive ry tilbage. 

Vi skal ikke "takke" den nye regering, hvis de oveni deres nedskæringer her og der, ruller nogle af den gamle regerings forringelser tilbage. For de rettigheder og vilkår er noget som der førhen er blevet opnået. De resultater burde være en urørlig del af systemet, som vi ikke bare må slippe.

Vi skal derimod kæmpe for flere forbedringer og mere sikkerhed for den arbejdende klasse i en krisetid som denne, og samtidig kræve at krisen bliver betalt i langt større omfang af bankerne og de store firmaer, som trods krisen, har råd til at uddele millionbonusser til cheferne.

Til dette mål, er det vigtigt at den danske venstrefløj står fast på sine krav, at fagbevægelsen ikke svigter i tide og utide, og at folket ikke accepterer disse forringelser af de hidtil opnåede forhold i form af nedskæringer i "reformens" navn. I håb om at den nyere tid vil skubbe reformerne den rigtige vej, nemlig folkets vej.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2013 - 09:44   01. feb. 2013 - 09:45

Læserbrev

af Emil Vatani, København