Dagpengeforringelserne kører derud af med stor hast. Beskæftigelsesministeren synes akutpakken kører godt, og regeringen er faktisk tilfreds med sin egen indsats.

Nu viser det sig, at nogle ledende skikkelser indenfor fagbevægelsen også synes, det går godt. Af mange avisartikler fremgår det, at det faktisk er synd for regeringen, at den bliver hetzet og udsat for pres, fordi det såkaldte alternativ til den nuværende regering er værre end den bestående.

Det er mig altså temmelig ubegribeligt, at nogle fagforeningsledere synes, at regeringen skal have ro, når den ikke vil ændre på dagpengeforringelserne. Efter min mening skal regeringen da netop sættes under pres, specielt når den selv har proklameret, at de forringelser skulle rulles tilbage.

Kan det blive værre?

Regeringen har altså ikke - og må aldrig få - "carte blanche" til at kunne gøre, som det passer den, blot fordi alternativet virker værre. Og kan det egentlig blive værre for dem, der falder ud over kanten? Nej, må det rungende svar være.

Det kan det faktisk ikke. Og jeg håber, at de fagfreningsledere, som repræsenterer alle de udfaldstruede medlemmer, selv har travlt med at rejse landet rundt for at fortælle de medlemmer, der ret beset betaler deres løn, at det er ok, for det er jo synd for regeringen, og den skal man ikke hakke på.

Det er ikke synd for regeringen, men for alle de mennesker, som stemte for noget bedre og fik en lang næse.

Hvis det ikke er gået op for alle ledere af fagforeningerne i LO, så er regeringen faktisk blevet ret tøsefornærmet, og har manet sig selv op i en krog, hvor den rent faktisk kun kan få sig selv ud fra. Regeringen forlangte minimum to milliarder af fagbevægelsen, og ekstra arbejdstid. Da baglandet sagde nej tak, trak regeringen omgående stikket ud til alle forhandlinger.

Det er ikke synd for regeringen, men for alle de mennesker, som stemte for noget bedre og fik en lang næse. Så gik regeringen også ud med akutpakken sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og uden fagbevægelsen. Regeringens tøsefornærmelse er gået over gevind.

En arbejdsgiver får 25.000 kroner hvis han ansætter en arbejdsløs, der er ved at falde ud over kanten. Hvorfor pokker er det ikke den arbejdsløse, der får de penge? Tænk sig, der er nogen fagforeningsledere, der synes, at regeringen skal have lov til det her, fordi alternativet er værre.

De arbejdsløse, som også er en del af vores solidariske fællesskab i fagbevægelsen, er blevet dem der skal tales ned til. Kort sagt skal den indre svinehund luftes i fuld flor, fordi højrefløjen synes, det skal være således herhjemme.

De radikale er tavse

De radikale, som ellers taler om nye vinde i Danmark, er komplet tavse. når arbejdsløse bliver kaldt alle mulige ukvemsord, og når de konstant kan læse og høre sig selv negativt omtalt i pressen. En hel gruppe mennesker er efterhånden blevet totalt stigmatiseret med de radikales velsignelse, og det giver minder fra dengang støvlerne trampede for 80 år siden.

De radikale opfordrer faktisk med deres tavshed til yderligere nedgørelse af disse mennesker, og hvis de endelig kan oppe sig til at sige noget, så kommer ordene: ”sådan er det jo”

De radikale har også i forbindelse med kontanthjælpsreformen udtalt, at skal familier skal splittes op, men efter at højrefløjen har åbnet ballet, så kan det heller ikke regnes for sikkert. De radikale har jo med al tydelighed demonstreret, at de, der rammes af deres dagpengeforringelser og derfor bliver nødt til at gå fra hus og hjem, blive skilt, få splittet familien, - dem har man intet som helst til overs for. Så hvorfor skulle de have det vedrørende dem på kontanthjælp.

Så jeg er som tillidsrepræsentant i fagbevægelsen nødt til at sige nej tak til "carte blanche" til regeringen, fordi det såkaldte alternativ er værre. Vi skal ikke bare i fagbevægelsen undskylde vores tilstedeværelse, fordi regeringen er blevet så tøsefornærmet, og ikke vil forhandle med os.

Statsministeren har jo selv bekendtgjort, at fagbevægelsen er en "fuser", fordi vi ikke ville makke ret i trepartsforhandlingerne, som reelt beset ikke var andet end trusler om bål og brand, hvis vi ikke makkede ret. Finansministeren stod stolt og glad og proklamerede sammen med DA, at akutpakken var og er helt og aldeles dækkende. Der var vi i fagbevægelsen heller ikke velkomne.

Så ja tak til kritik af regeringen og ja tak til at bekæmpe alle de forringelser, der bliver foretaget i disse år. Og sidst men ikke mindst nej tak, til at give regeringen "carte blanche", fordi det skulle være åh så synd for den.