5000 mennesker. Så mange måtte ud over kanten den første måned, efter at de nye dagpengeregler endeligt trådte i kraft. Tallet har overrasket alle, som var og er tilhængere af den nye regel. Tallet vil kun vokse fremover, da alle de økonomiske prognoser siger, at der ikke er vækst lige om hjørnet.

Bag disse tal gemmer der sig menneskeskæbner, som har fået forklaringen "Sådan er det jo". De radikale har talt, og de er mere interesserede i værdipapirer, end i, at disse mennesker får et ordentligt eksistens grundlag. Tænk sig, at Margrethe Vestager har sagt nej til at indføre en fælles finansskat i Europa, på trods af , at dem, hun synes bedst om, netop indfører denne skat.

20 Milliarder kunne der hentes. Men de, der har sørget for krisen, skal belønnes og ikke medvirke til at betale regningen for oprydningen. Samtidig hamrer deres søsterparti, Liberal Alliance, videre på de udsatte,og de svage, nu med deres partiejer i spidsen fra Schweiz, hvor han nyder tilværelsen, mens hans fodtudser tordner mod danske arbejdere.

De radikales velsignelse

Alt dette sker med de radikales velsignelse og accept, samtidig med at de svageste grupper i samfundet forsat kan mærke den kolde luft, fordi der skal sparkes nedad.

Man må kort sagt undre sig over de radikale. Hvad går deres politik for samfundet egentlig ud på? I min personlige optik minder det mest om nazismen i Tyskland for 80 år siden. De svageste grupper i samfundet skal udstilles og stigmatiseres efter de radikales forgodtbefindende.

Det illustreres tydeligt igennem deres udtalelser om, hvad man har tænkt sig at gøre for de mennesker, der falder ud over dagpengekanten. Samtidig med at de stiltiende accepterer højrefløjens retorik, hvor der nærmest er køkultur for at komme til med at sjofle de arbejdsløse og syge mest muligt.

Det er simpelthen forfærdeligt, at et parti på den måde er medvirkende til at udstille disse mennesker, og det hører ikke hjemme i Danmark at et parti egenrådigt bestemmer, hvad der er politisk korrekt.

Samtidig hermed, taler vores beskæftigelsesminister om ”ret og pligt”. Mantraet er, at det eneste mennesker kan forstå, er pisk. Finansministeren har stolt proklameret at akutjob-ordningen var og er en hel og dækkende løsning.

Solidariteten må på dagsordenen

Nu må fagbevægelsen stille krav om, at solidariteten kommer på den politiske dagsorden. Vi skal styrke sammenhængskraften og sørge for, at vi har plads til alle, og at alle kommer med. Vi i fagbevægelsen fik intet af det, der var lovet af regeringen. Tværtimod fik vi mere af højrefløjens politik, og det der er værre.

Regeringen skal presses meget hårdere til at ændre de forkætrede dagpengeregler og ikke som nu blot komme med halve løsninger. Vi skal have genoptjeningskravet halveret. Vi skal have sat dagpengeperioden op til 4 år igen. Så kan man altid kigge på om den skal være konjunkturbestemt.

Når regeringen ikke selv kan finde ud af hvad solidaritet er, så må vi i fagbevægelsen sørge for at fortælle dem det. Solidaritet er og har altid været et af fundamenterne i fagbevægelsens historie. Dette skal man huske i LO og blandt de faglige ledere, som stadigvæk synes, det er synd, at  der hakkes på regeringen. Vi i fagbevægelsen har været med til at opbygge velfærdsamfundet. Vi skal nu sørge for, at det ikke bliver afskaffet eller reduceret så meget, at velfærdenikke længere er reel.

Vi har virkelig en udfordring her, og man kan blot håbe på, at mange i ledelserne i de forskellige LO fagforeninger begynder at trække samme vej, som vi medlemmer gør. Ellers kommer vi ud for, at flere medlemmer mister gejsten i forhold til at være en del af fagbevægelsen, og blot vælger en gul forretning, hvor man ingen indflydelse har.