Nogen på venstrefløjen har en konservativ tilgang til byen og lider af indbildte forestillinger om fordums tiders fantastiske fællesskaber, skriver Morten Kabell i sin kronik ”Kampen om byen”. Et klasseløst socialistisk samfund er altså en indbildt utopi, og en anden klassemæssig fordeling i København og i resten af Danmark er ren konservatisme.
Enten har Morten Kabell ikke en marxistisk forståelse af den kapitalistiske by, eller også er det den marxistiske vinkel, som udgør en konservativ tilgang.
Han henviser til, at man gennem det almennyttige boligbyggeri har forhindret, at ikke alle fattige er smidt ud af byen endnu. Men mange mennesker og faggrupper er reelt er blevet det igennem de stigende grundpriser, og af kommuneplaner, der favoriserer kontorarbejdspladser og ejerboliger.
Stigende intolerance
Over- og middelklassen har nu indtaget kvarterer, der tidligere havde en mangfoldig klasse- og erhvervsmæssig sammensætning, og der er en stigende intolerance både overfor almindelige arbejdere, arbejdsløse, farvede, hjemløse, øldrikkere og rygere i byens rum.
Enten har Morten Kabell ikke en marxistisk forståelse af den kapitalistiske by, eller også er det den marxistiske vinkel, som udgør en konservativ tilgang.
Kommuneplanerne er udtryk for det politiske flertals ønske om økonomisk vækst gennem en ændret erhvervs- og befolkningssammensætning. Enhedslistens borgmester synes at været helt på linje med dette.
Og vi, der bor her, har vores på det tørre (hvor ved han det fra?) og har sat os på billige boliger, hvilket forhindrer tilflyttere i at komme til fadet. Men når vi kommer på plejehjem, bliver disse boliger jo straks sat til salg på det frie marked.
Morten Kabel fremhæver forskellige grønne og trafikmæssige tiltag, som der er ret stor politisk konsensus om i middelklassen, uanset politisk ståsted.
Han glemmer dog at sige, at en stor del af Amager Fælled skal udlægges til campingplads for titusinder af bilende turister. Samtidig med at man begrænser det rekreative areal herude, øges tætheden i nybyggerierne, hvor friarealerne mellem husene skæres ned til et minimum, og havnearealet svinder ind til det, som vittige tunger kalder Kabell-kanalen.
Stigende antal af pendlere
Med Morten Kabells totale afvisning af protesterne mod nybyggeriet på Enghave Brygge, som skal ligge her ved kanalen, gad jeg vide hvad en større borgerinddragelse i kommunale processer handler om.
Det hjælper ikke at slynge om sig med slogans om flere jobs og bilen bagerst, når vi har en transportpolitik og et arbejdsmarked, hvis lokalisering og specialiserede indhold gør pendling over lange distancer til en forudsætning for hundredtusinder af mennesker hver dag.
Den fortsatte byvækst i København vil uanset fine ord om kollektiv trafik genere endnu flere bilende pendlere ud og ind ad byen, end dem vi har i forvejen.
Min konklusion er, at vi ganske enkelt har forskellige holdninger til både hvad mangfoldighed og socialisme er, herunder forskellig faglig viden om, hvordan man alternativt kan takle lands- og byplanlægningen for at skabe en bæredygtig udvikling for både mennesker, miljø og natur. At kalde det for ”konservativt” er et sørgeligt knæfald for kapitalistisk byvækst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278