Jette Kromann skriver om Venezuela i Arbejderen den 7. september. Overskriften er lige i øjet: Hænderne væk fra Venezuela.

Jeg er uenig i noget af indholdet. For Jette Kroman ofrer mange ord appeller om ikke at støtte Venezuelas regering.

At Maduro-regeringen og det store parti PSUV rummer både revolutionære socialister, ærlige socialdemokrater og nogle korrupte opportunister er et faktum. 

Uden at have illusioner om denne regering, så mener jeg, det er uansvarligt at kalde til kamp mod regeringen som sådan. Den er valgt. Den er legitim. Dens politiske projekt – Den Bolivarianske Revolution – er godt og har skabt intet mindre end fantastiske fremskridt i Venezuela. Fremskridt som Maduro-regeringen med det yderste af neglene søger at fastholde trods lave oliepriser, trods højreoppositionens vold og destabilisering, trods USA’s sanktioner og andre landes støtte til oppositionen.

At Maduro-regeringen og det store parti PSUV rummer både revolutionære socialister, ærlige socialdemokrater og nogle korrupte opportunister er et faktum. 

Men imperialismen under USA’s ledelse er den største trussel mod Venezuela, og derfor er kampen for at styrke den antiimperialistiske enhed punkt ét. Det kæmper præsident Maduros socialistiske parti (PSUV) for, og det kæmper Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV) for. Samling og enhed i ”Gran Polo Patriotico” er nøglen. Hvis denne kamp tabes, er vejen frem for Venezuelas folk tabt.

Støtte til Maduros regering

Så derfor er den rigtige politik for revolutionære i Venezuela enhed med PSUV og andre kræfter i den bolivarianske bevægelse om kamp for selvbestemmelse. Og sideløbende hermed politisk kamp for at denne selvbestemmelse udmønter sig i en revolutionær politik med sociale, økonomiske og politiske fremskridt og med kurs mod socialisme.

På netop dette grundlag støtter Venezuelas Kommunistiske Parti regeringen og med dette perspektiv går PCV aktivt ind i processen med Den Grundlovgivende Forsamling; opstillingen af kandidater, valget til forsamlingen og deltagelse i dens igangværende arbejde.

Den Grundlovgivende Forsamling er legitim. Den gennemføres i respekt for den gældende grundlovs paragraffer.

Den er ikke, som Jette Kroman skriver, sat i verden for at ”sætte det valgte parlament ud af kraft”. En af forsamlingens første beslutninger var at bekræfte alle institutioner i den nuværende stat, herunder parlamentet.

Den Grundlovgivende Forsamling skal skabe en national debat om landets politiske og økonomiske fremtid, stoppe volden, sikre en række af de sociale fremskridt, der er skabt siden 1999: bolig, uddannelse, sundhed, pensioner, decentralt og aktivt deltager-demokrati… Lægge rammer for en vej væk fra landets skæbnesvangre afhængighed af olie.

Og det kommunistiske parti kæmper og agiterer for, at Den Grundlovgivende Forsamling også beslutter at overføre grundlovsfæstet magt til arbejderne; rettigheder til fagforeninger, arbejderråd på offentlige og private virksomheder og andre initiativer, som strukturelt sikrer magt og indflydelse til landets arbejdere og revolutionære arbejderbevægelse.

Den antiimperialistiske enhed

Det har det kommunistiske parti kæmpet for hele tiden. Men partiet har ført kampen uden at den ødelægger den fundamentale antiimperialistiske enhed, uden hvilken landet ville være et let offer for USA’s aggressioner og nådesløse jagt på kontrollen med Venezuelas olie.

Den hykleriske og landsforræderiske opposition, som samarbejder med USA-imperialismen og EU-imperialismen og de nye højreregeringer i Brasilien og Argentina, lavede for nogle dage siden en manifestation under overskriften ”Hvert liv tæller”. Det var en anklage mod regeringen og en (løgnagtig) påstand om, at regeringen er ansvarlig for de cirka 125 døde i år.

Grundige opgørelser viser, at regeringstilhængere og helt tilfældige mennesker udgør hovedparten af dødsofrene. De skyldige er højrekræfterne. Både fordi de iscenesætter hele den voldelige situation, og fordi de også konkret har flest liv på samvittigheden.

Men lad os træde et skridt tilbage og se på parolen: Hvert liv tæller.
Det er netop den parole, som Den Bolivarianske Revolution – tidligere med Hugo Chávez i spidsen og i dag med Nicolas Maduro – omsætter i praksis. 

De menneskeliv, som siden Chávez første gang blev præsident i 1999 er reddet, tælles i titusinder. Det spring fremad, som landet har taget med uddannelse og sundhed til alle, billige fødevarer, pensioner, bolig og andre sociale initiativer er enestående og Venezuela nåede længe før tid i mål på FN’s såkaldte 2015-mål. I modsætning til de fleste lande.

Så ja: Hvert liv tæller! Så derfor respekt for den regering, som omsætter denne parole til virkelighed.
Hænderne væk fra Venezuela!