09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Retssikkerhed i Danmark?

Retssikkerhed i Danmark?

Lighed for loven burde være et rendyrket projekt for landets justitsminister. Men han er indforstået med, at retten kan forhindre vidneførsel.

Justitsminister Søren Pind mener ikke, at det er problematisk, at retten kan forhindre vidneførsel. Her overrækker han en figur af Ronald Reagan til Søren Pape Poulsen i anledning af det Det Konservative Folkepartis 100 års jubilæum for nylig.
FOTO: Liselotte Sabroe / Scanpix
1 af 1

Hvad ville du sige til, hvis der blev begået en forbrydelse imod dig, og der var vidner, og disse vidner blev forhindret i at blive indkaldt til en eventuel retssag?

Dette kan ske i dagens Danmark, hvor det suverænt påhviler dommeren at vælge, om der skal indkaldes vidner eller ikke.

I Retsplejeloven står der:

"Paragraf 471. Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af parter og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler".

Hvordan kan man både sikre sig, at parterne stilles lige, og samtidig holde fast i, at "retten kan afskære vidneførsel".

Hvilket vil sige, at det suverænt påhviler dommeren henholdsvis retten at indkalde vidner. Men hvis dommeren skulle have egne interesser i sagen, så kan han med loven i hånd forhindre vidner i at blive indkaldt og ført.

Dette misforhold mellem parterne har justitsminister Søren Pind svaret på i spørgsmål nummer 217 fra Folketingets Retsudvalg i svar til Josephine Fock, (Alternativet) den 12. februar:

Citat: "Det fremgår endelig af paragraf 841, stykke 1, at hvis en af parterne i en straffesag vil modsætte sig modpartens bevisførelse, skal parten uden ophold forelægge sagen for retten til afgørelse. Inden retten træffer afgørelse, skal parterne så vidt muligt have lejlighed til at udtale sig mundtligt eller skriftligt. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den tidligere paragraf 837, som i 1971 blev ændret for at opfylde FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, hvorefter anklager og forsvarer skal stilles lige med hensyn til adgangen til vidneførsel."

Men Søren Pind fortsætter sit brev således:

"Bestemmelsen indebærer blandt andet, at retten kan afskære vidneførsel, som efter rettens skøn er uden betydning for sagen, hvilket efter Justitsministeriets opfattelse ikke rejser spørgsmål i forhold til tiltaltes retssikkerhed."

Hvordan kan man både sikre sig, at parterne stilles lige, og samtidig holde fast i, at "retten kan afskære vidneførsel, som efter rettens skøn er uden betydning for sagen"?

Derfor vil jeg opfordre til at loven laves om, så det tydeligt fremgår, at enhver advokat har ret til at føre et vist antal vidner, selv om dommeren skønner, at det ikke er nødvendigt.

For borgernes og retssikkerhedens skyld.

Bente Stenfalk er næstformand i Borgerretsbevægelsen, som er et nyt initiativ, der har til formål at samle erfaringer fra alle de borgere, der har oplevet mødet med det offentlige Danmark som problematisk. Se: http://www.borgerretsbevægelsen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2016 - 09:04   02. mar. 2016 - 09:10

Læserbrev

af Bente Stenfalk, Odense