En dybfølt tak til jurist Nanna W. Gotfredsen for advarslen den 12. oktobber i Arbejderen, om at der er brug for at få fokus på retssikkerheden i forhold til anbringelse af børn

Endelig er der nogen, som rammer hovedet på sømmet. Det er det, vi andre uden for systemets rækker har påpeget i de sidste cirka 15 år.  Men eksperterne fejer os altid af bordet.  

Er det fordi, de skal sikre egne arbejdspladser med at brødføde sig selv? Hvorfor har man ellers i årevis fjernet retssikkerheden på området anbringelser? Hvad med at bringe den tilbage ved at fjerne det kommunale skøn?   

Konceptet, som det er i dag, efterlader nemlig ingen retssikkerhed til familierne, der rammes af tvangsfjernelser af deres børn. Magten ligger hos sagsbehandleren, hvor alt, hvad der kommer derfra, udelukkende er baseret på deres egne  holdninger, som ydermere er farvet af administrationens indstilling til økonomien.

Gad vide om socialuddannelsen er baseret på at frembringe den ene uduelige ekspert efter den anden? Burde politikerne ikke  snarere spørge os, der har mokkasinerne på, om løsninger, der duer? Og hente relevant information hos dem og os, der til daglig arbejder med denne  børneindustri - helt frivilligt og ulønnet. Os som mærker virkningen på vores egen krop af det dårlige sociale arbejde. Til stor ulykke og traume for både børn og voksne. 

Magten ligger hos sagsbehandleren, hvor alt, hvad der kommer derfra, udelukkende er baseret på deres egne  holdninger, som ydermere er farvet af administrationens indstilling til økonomien.

Sagsbehandleren trykkes af ledelsen, hvorefter de sidder og skriver journaler fyldte med materiale hentet lige ud af den blå luft om familierne. Uden at aflægge familierne besøg eller undersøge om det, de skriver om dem, er sandt eller ej? Det kan vel ikke kaldes hjælp, tværtimod. 

Foreningen Danmarks Børn (www.danmarksborn.dk) har  blandt andet i de sidste 20 år arbejdet med familier, der er kommet i klemme i det kommunale system. Men de frivillige hjælpere mangler i høj grad fornuftige samarbejdspartnere indenfor systemet. Selv diverse socialministre har gennem årene blot afvist os ved at henvise til deres egne eksperter.

Det kan vel sammenlignes med at sætte ræven til at vogte høns!  Med Nannas ord in mente om at holde hjerterne varme og hovederne kolde, står vi fortsat stadig til rådighed - i håb om en meningsfuld dialog. For at få løst det, der mere og mere virker som Danmarks holocaust.

Vort lille land befinder sig stadig på førstepladsen på verdensplan med hensyn til antallet af fjernede børn. Det går ikke mere - Danmarks hårdt ramte familier er ved at forbløde af smerte.