Den danske model er i den sidste tid blevet gjort til genstand for stor diskussion. Men hvad er egentlig op og ned i forhold til den danske model? Det vil jeg med dette indlæg forsøge at give et svar på med udgangspunktet i dens historie.

Den danske model bygger på Septemberforliget fra 1899, der blev indgået mellem arbejdsgiverne og det, der i dag er LO. Denne aftale slog fast, at fagforeningerne var de eneste, der kunne indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold, mens arbejdsgiverne fortsat havde ret til at lede og fordele arbejdet. 

Arbejdstageren kunne altså endnu ikke få brugs- og råderet over produktionsmidlerne uden at udføre en del af arbejdet gratis til fordel for arbejdsgiveren. Til gengæld skulle arbejdsgiveren påtage sig opgaven at sørge for, at produktionen foregik på en effektiv og ordnet måde.

I dag ser det ud til, at arbejdsgiverne er ude af stand til at klare denne opgave, mens produktivkræfternes udvikling har nået det niveau, hvor de ansatte selv kan bestyre en virksomhed.

Tag for eksempel historien om SAS. Selskabet er kommet ud i uføre på grund af arbejdsgiverens ineffektive forvaltning, mens de ansatte derimod har givet virksomheden overskud. Det ville i den sammenhæng være interessant at opstille følgende eksperiment: At lade de ansatte via deres fagforeningsrepræsentanter overtage virksomheden og træffe beslutninger på de faglige møder.

Udvikling af den danske model i den retning er fuldstændig logisk i betragtning af, at formålet med modellen er at øge arbejdernes indflydelse på løn- og arbejdsvilkår. Og det kan kun ske, hvis de ansatte får lov at lede og fordele arbejdet.