Nu har vi alle haft tid i det gode sommervejr til at reflektere over egen familie og forhåbentlig også tænke over hverdagens gang og det hjemlige politiske landskab.

Vi har været vidne til en arabisk verden i oprørstilstand. Hvad det så vil ende med, er svært at forudse. Der bliver smidt bomber og folk bliver skudt på åben gade. Kamp mellem moderate og fundamentalister kan man konkludere. Vi ser rædsler og barberi hver dag.

Det er op til de berørte lande i kampens hede at sørge for, at det arabiske forår udvikler sig til flertallets bedste.

I den hjemmelige politiske sommeridyl har der ikke rigtigt været det store at skrive hjem om.Vi kan bare se frem til de kommende finanslovsforhandlinger, der som bekendt kun kan gå i to retninger.

En offentlig sektor der skal mere på slankekur sammen med de borgerlige. Eller vil regeringen prøve at gå i samme retning som Enhedslisten og bygge et velfærdssamfund op igen.

Man kan med dystre øjne godt være bange for, at det aldrig vil ske. Flere og flere bliver sat af på en tom perron og ender i fattigdom.

Forhåbentlig får vi en god sensommer.

Men nu hører vi, at den arktiske indlandsis er ved at smelte med større hast end forventet. Det er bestemt på tide, at vi trækker i håndbremsen og gør op med den kapitalistiske rovdrift på moder jord. Og erstatter det med et planøkonomisk socialistisk økologisk samfund.

For ellers er jeg mere end bange for, at Jehovas Vidner får ret i deres dommedagsprofeti. Lad os håbe på, at menneskeheden er i stand til at løse denne store udfordring.