I aviser og sociale medier fremgår det, at danskheden er under pres, og der henvises til vores kulturarv og historie?

Jeg er Klaus Jensen, fornavnet er tysk oprindelse og vækker minder om den ariske race. Efternavnet var tidligere det mest almindelige i Danmark og betyder søn af Jens, måske Vejmand?

Nu er efternavnet kraftig på retur og nye personlige efternavne skal give identitet til selvet og efterkommerne. Er det danskhed?

Jeg er efterkommer af vikingerne, danske kæmper som drog ud i verden og stjal, voldtog og dræbte. 

Jeg er efterkommer af vikingerne, danske kæmper som drog ud i verden og stjal, voldtog og dræbte. Deres gud hed Odin og deres tro sagde, at hvis de døde i kamp kom de direkte til alle herlighederne i Valhalla. Værsgo, kulturarv.

Jeg har ingen flagstang og ønsker i øvrigt ikke at flage med Dannebrog, hvilket jeg kan se mange andre i middelklassen også har fravalgt ude omkring i parcelhuskvartererne. Er det danskhed?

Til gengæld holder jeg meget af arbejderklassen og dens røde faner, som blandt andet bruges ved festlige lejligheder, politisk og i fagbevægelsen.

Ved den nyligt afholdte kongres i 3F, Danmarks stærkeste fagforening, var antallet af faner dog reduceret kraftigt, hvilket desværre også er set ved venstrefløjens politiske sammenkomster i de senere år. Er det danskhed?

Kan vi, med den historie vi selv bærer rundt på, virkelig have den nødvendige baggrund og kulturarv til at fordømme andre?

Ligeværdighed derimod er det, som vi kan kræve af alle, som vil være en del af vores samfund og stille nøjagtig de samme krav som vore politikere har besluttet skal gælde for alle, som ikke tilhører eliten. Og vi må ikke glemme at lære de nye tilflyttere om ytringsfrihed, dobbeltmoral og etik. Det har vi andre så stor glæde af.