TI forbindelse med debatten om, hvad der har skabt dén frustration og opgivenhed i arbejderklassen, som vi er vidne til i øjeblikket, er der her i Arbejderen peget på mange rigtige og umiddelbart logiske forklaringer på, hvad det skyldes: regeringens brudte løfter og utallige svigt, fagtoppens svigt i forhold til at mobilisere modstanden mod de åbenlyse angreb på medlemmerne; for brede og uskarpe paroler med videre

Klassekamp på nye vilkår

Alt sammen sandt nok. Men jeg tror, vi er nødt til at grave et spadestik dybere. For det handler også om den nye situation i klassekampen og vores egen bevidsthed som arbejdere.

De fleste arbejdere er godt klar over, at det kræver meget mere at forsvare sin løn og sine rettigheder i dag, end det gjorde for bare 10 år siden.

Løntrykkeriet er sat i system, dels gennem import af billig arbejdskraft fra Øst- , og snart - Sydeuropa, dels gennem systematisk udflagning af arbejdspladser til lavtlønslande. Dels gennem skabelsen af en løntrykkerhær af folk(danskere), der er frataget deres forsørgelsesgrundlag.

Alt er i spil

De bastioner, som fagbevægelsen har skabt, for at kunne sikre en bund for løndannelsen, bliver hele tiden angrebet. Alt er i spil, også selve overenskomstsystemet, som vi har set på det offentlige område. I en række lande i EU ser vi nu eksempler på strejkeforbud.

Mens nogle dele af arbejderbevægelsen håber på, at der skal ske et mirakel, så vi kommer tilbage til ”det gode gamle klassesamarbejde”, at arbejdsgiverne kommer til fornuft og hører lidt på vores gode argumenter, så er kapitalistklassen fuldstændig uden nostalgisk tøven i fuld gang med at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt for det store slag, der er på vej mellem de to store klasser i samfunde

Økonomisk, socialt, miljømæssigt er kapitalismen et system, der har spillet fallit. Så vi står slet ikke med en modstander, der er urørlig.

Alle sættes op mod alle. Fyresedlerne sidder løst, hvis du stiller krav. Og der er desperate folk overalt, der er klar til at byde under, for at forsørge familien derhjemme. I en sådan situation er der ikke nogen, der tør tro på, at modstand og kamp hjælper, hvis ikke der er skabt en fælles tiltro til, at vi handler sammen. At vi kæmper sammen og bakker hinanden op. På arbejdspladsen, i branchen, på tværs af brancher, ja, på tværs af landegrænser for den sags skyld.

Den tiltro er der ikke i dag. Den skal bygges op igen. Måske kan de offentlige ansatte få hul på bylden i de kommende år? I hvert fald kræver det da som en start, at der overhovedet kaldes til kamp !

Det internationale styrkeforhold er ændret

Jeg tror også, der er et andet problem: Af forskellige årsager har vi her i vores del af verden haft et meget veludviklet klassesamarbejde: Arbejdsgiverne har været villige til at nikke ja til faglige rettigheder og velfærdsgoder, mod at de kunne føle sig nogenlunde sikre på, at der ikke udviklede sig alt for militante arbejdskampe.

Det skyldtes en særlig historisk situation, hvor socialismens landvindinger gennem flere årtier i Sovjet smittede af på styrkeforholdet her i Vesteuropa , og gav arbejderklassen i de europæiske lande fordelagtige positioner at arbejde ud fra.

Det er historie nu. Og den tid vender aldrig tilbage. Men måske har denne særlige situation betydet, at vi gennem årtier har vænnet os til, at alle sejre måles i kroner og øre. Vi er så kolossalt fokuseret på den økonomiske kamp mellem arbejdere og arbejdsgivere. Og derfor bliver frustrationerne også tilsvarende store, når vi så taber hver eneste økonomiske fight med arbejdsgiversiden, som det sker i øjeblikket.

Måske skulle vi også minde hinanden om, at kapitalisternes uhørte agressivitet for tiden jo skyldes, at deres system er ude i den dybeste og mest omfattende krise nogensinde.

Lenin sagde engang, at arbejderklassen kan aldrig vinde den økonomiske kamp under kapitalismen. Vi kan derimod vinde den politiske kamp. Det er bevidstheden om denne mulighed, der trænger til at blive genskabt.

En arbejdskamp kan godt være tabt i snæver økonomisk forstand, men vundet politisk. For eksempel hvis den har øget klassens mobilisering, sammenhold og forståelse for, hvordan magten agerer. Tænk på Ribus-konflikten, den lærte mange nye unge at slås!

Måske skulle vi også minde hinanden om, at kapitalisternes uhørte agressivitet for tiden jo skyldes, at deres system er ude i den dybeste og mest omfattende krise nogensinde.

Det kapitalistiske system kan ikke generere reel økonomisk vækst og arbejdspladser, det meste går op i finansspekulation. Der er uhørt vækst i fattigdommen, også på det europæiske kontinent. Økonomisk, socialt, miljømæssigt er det et system, der har spillet fallit. Så vi står slet ikke med en modstander, der er urørlig.

Det er på tide at skabe en fælles bevidsthed om, at det nytter at stå sammen og slås for arbejdernes rettigheder. Det er faktisk det eneste, der overhovedet nytter.