14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sammenhold i kampen mod social dumping

Sammenhold i kampen mod social dumping

Vi må aldrig tillade, at laveste fællesnævner bliver standarden på det danske arbejdsmarked.

Den sidste måned har der været gang i aktiviteterne for at fastholde ar flyselskaberne i Kastrup Lufthavn arbejder under danske overenskomster. Her demonstreres der foran SAS Radisson Blu Royal Hotel i København, hvor Ryanair holder pressemøde torsdag den 12. februar.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Vi er stolte organiserede arbejdere. Vi rejser os i flok og står på vor ret, når andre gerne vil gøre laveste fællesnævner til normen.

Vi har mærket kniplen mod vore kroppe, vi har ar efter hundebid i røven, men vi rejser os igen.

Vi står last og brast i kampen mod social dumping, når udenlandske virksomheder vil rodfæste sig på dansk jord med discount-lønninger og arbejdsforhold, som ligger milevidt fra, hvad vi har kæmpet os til. Vi har mærket kniplen mod vore kroppe, vi har ar efter hundebid i røven, men vi rejser os igen og er klar næste gang, når vore rettigheder og aftaler er under pres.

Kummerlige forhold

Ryanair har meddelt, at de med base fra Kastrup lufthavn vil flyve til en række af destinationer, med deres billige billetter som et trækplaster. Men der er en skygge bag disse "herlige" billige flybilletter, som vil få alvorlige konsekvenser langt udover landingsbanerne i Kastrup lufthavn.

En samlet dansk fagbevægelse har valgt at bringe sagen for Arbejdsretten for at få det juridiske grundlag for at lave konflikt mod flyselskabet. Ryanair flyver allerede fra Billund og Århus lufthavn, men det skærende punkt i Kastrup er ordet "base". Det er betegnelsen for den lufthavn, hvor stewardesser og piloter begynder og slutter deres arbejdsdag.

Ifølge en ansættelseskontrakt, som blandt andet avisen.dk er kommet i besiddelse af, tjener kabinepersonalet i Ryanair langt fra, hvad vi betegner som værende en anstændig løn i Danmark: Månedsløn på 10.000 kroner, ingen fast arbejdstid, ingen løn under sygdom, et års prøvetid, de skal selv betale 200 kroner månedligt for leje af uniform de første 12 måneder, de må aldrig give informationer til pressen, de kan uden varsel blive sendt på orlov på ubestemt tid og de har mindst fire ugers tvungen og ubetalt orlov årligt – altså selvbetalt ferie.

Hvis Ryanair får held med at gøre deres indtog i Kastrup Lufthavn med løn- og arbejdsforhold, som vil undergrave de eksisterende overenskomster, sænkes barren blot yderligere næste gang et andet flyselskab ønsker at oprette en base i en dansk lufthavn.

En jysk restaurant

Derfor troppede den samlede danske fagbevægelse op ved en lille restaurant i en jysk provinsby, hvor restauratøren forsøgte at omgå de bærende overenskomster på restaurationsområdet med en discount-aftale med den kristelige arbejdsgiverforening.

Overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Krifa er ringere på 41 ud af 46 punkter end overenskomsten mellem Horesta og 3F, som restauratøren ønskede at komme ud af.

Men ikke desto mindre valgte flere fremtrædende folkevalgte politikere at mæske sig i hofretten på restauranten med stegefedtet løbende ned af hagerne og skåle i frihedens navn. Og flere partier stillede forslag om at indskrænke fagforeningernes konfliktret.

Arbejdsretten kom dog med en kendelse som klart og tydeligt bakkede op om fagbevægelsens konflikt mod restauranten: En vigtig kendelse, der slår fast, at lønmodtagerne fortsat har ret til at sige fra over for dårlige arbejdsvilkår.

Vi må og skal aldrig tillade, at laveste fællesnævner bliver standarden på det danske arbejdsmarked. Alle lønmodtagere, om de er herboende eller gæstearbejdere, skal aflønnes og arbejde under ordnede forhold.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2015 - 09:06   20. mar. 2015 - 09:10

Læserbrev

af Henrik Berg, faglig sekretær Dansk Metal Vejle-Grindsted