Afrikas Horn har været plaget af konflikter og krig i årtier, og endelig ser det ud til, at freden er kommet til regionen.

De uretfærdige sanktioner mod Eritrea blev den 14. november ophævet af FN's Sikkerhedsråd. 

Politiske ændringer i Etiopien har åbnet for en hurtig fredsaftale med Eritrea.

Den blev undertegnet den 8. juli af præsident Isaias Afwerki fra Eritrea og præsident Ahmed Abiy fra Etiopien. 

Sanktionerne ophævet

Som en drøm, der endelig går i opfyldelse, blev de uretfærdige sanktioner mod Eritrea den 14. november ophævet enstemmigt af FN's Sikkerhedsråd. 

Skal man forstå den eritreanske frihedskamp, så skal man lære af historien. Det er en historie om en region, som har været domineret af stormagterne, og hvor Eritrea ikke fik sin frihed som andre afrikanske kolonier.

Eritrea fik først sin frihed i 1991 efter 30 års militær og politisk kamp og er med rette blevet kaldt for Afrikas Vietnam.

Eritrea blev genstand for manøvrer fra supermagten USA, og udenrigsminister John Foster Dulles erklærede i 1952 følgende: ”Set fra et retfærdighedssynspunkt så bør der tages hensyn til den eritreanske befolknings synspunkt. Men USA's strategiske interesser i Røde Havet og verdensfreden gør det nødvendigt, at landet knyttes til vores allierede Etiopien”.

Den Kolde Krig og USA-imperialismens interesser betød, at man nægtede eritreanerne selvbestemmelse som andre kolonier i Afrika, og denne politik har vestmagterne ført siden. Tusinder af liv kunne være sparet, hvis Eritrea i fred havde kunnet udvikle landet. Dette er afgørende for at forstå Eritreas beslutsomme modstand mod alle forsøg på at underkue landet og diktere en bestemt politik. 

Etiopien har i årtier nægtet at anerkende realiteten, at Eritrea ikke accepterer at underkaste sig nogen stormagt endsige regional stormagt. Etiopiens skiftende regeringer har skabt splid og splittelse i et land med mange store etniske mindretal.

Under kejserdømmet og Mengistu-styret var det Amhara-gruppen som dominerede. Med befrielsen af Eritrea i 1991 blev Mengistu-styrtet, men desværre fortsatte Tigray-gruppen den destruktive politik med undertrykkelse af de andre etniske mindretal og en nationalistisk politik, hvor Eritrea blev gjort til et problem fremfor en samarbejdspartner.

USA's indflydelse

Tigray-gruppen og deres organisation TPLF valgte at støtte Washingtons og Bush-regeringens såkaldte ”krig mod terror” og blev et redskab for fortsat ekstern indblanding i regionen.

Gennem en målrettet og kynisk propaganda blev Eritrea gjort til det rådne æble og løgnagtigt beskyldt for at støtte terror i Somalia. Den amerikanske strategi med "regime change" og dæmonisering blev kørt i stilling. Og Eritrea blev gjort til problemet, selv om landet havde den mest fremsynede fredspolitik for regionen.

Problemet var i sin kerne, at denne ikke inkluderede stormagterne, men byggede på at regionen selv skulle løse deres problemer uden ekstern indblanding. Etiopien blev reelt kuppet af Tigray-mindretallet, som holdt hele regionen som gidsel i 27 år. For ikke at tale om den hårde undertrykkelse i Etiopien af de andre etniske mindretal, her især oromoer og somalier.

Men nu er game over, og en ny regering i Addis Abeba har brudt med fortiden. Grænsen er åbnet, og der er lavet samarbejdsaftaler mellem de to lande. Det har udløst glæde og forventninger om fred og udvikling i en hårdt plaget region.