Op til folkeafstemningen i 1972 om Danmarks tilslutning til EF gjorde nogle stilfærdigt opmærksom på, at formålsparagraffen i Rom-traktaten om blandt andet at arbejde for en tættere tilknytning mellem befolkningerne, betød, at der også var tale om et politisk samarbejde. Det benægtede ja-siden.

I 1986-afstemningen om det indre marked annoncerede daværende statsminister, Poul Schlüter, at hvis befolkningen stemte ja, så var unionen fuldstændig død.

SF´s selvopfattelse som et socialistisk parti harmonerer ikke med begejstringen for et system, der kun varetager kapitalismens interesse.

Efter nej´et i 1992 til Maastricht-traktaten proklamerede SF, at de fire undtagelser til traktaten betød, at der én gang for alle var sat en stopper for, at EU udviklede sig til en union.

Lige siden Edinburgh-aftalen i 1993 har ja-siden med SF ihærdigt forsøgt at afskaffe de fire forbehold. Der er afholdt to afstemninger om ØMU´en, og en tredje kommer sandsynligvis en gang ude i fremtiden. Lissabon traktaten kom ikke folkeafstemning. 

Hvis vi afskaffer retsforbeholdet

Ved et eventuelt ja til at afskaffe retsforbeholdet og overlade det til de politikere, der tilsyneladende har travlt med at minimere deres ansvar for at overføre endnu mere kompetence til EU, bliver befolkningen fuldstændig fraholdt indflydelse på fremtidig regulering af livsområder, især på noget så fundamentalt som strafferetten.

For eksempel kan der indføres straf for abort, såfremt der en dag ville være et flertal i EU, der ønsker det. Der er heller ikke en garanti for, at der ikke på et tidspunkt kunne blive et krav om indførelse af dødsstraf.

I nogle af de retsakter, ja-sigerne vil have, at Danmark tilslutter sig, er der krav om minimumsstrafferamme.

Det er klart i strid med de grundprincipper, der gælder i vores straffesystem, hvor domstolene skal have mulighed for at foretage et konkret skøn, for derved at undgå urimeligt hårde straffe.

Det har man historisk måttet sande i forbindelse med straffelovstillægget efter Anden Verdenskrig, og med knivloven. Senest ved debatten om minimumsstrafferamme for voldtægt var der flere advarende røster.

Socialistisk Folkeparti

SF´s selvopfattelse som et socialistisk parti harmonerer ikke med partiets begejstring for et system, der kun varetager kapitalismens interesse og eliminerer befolkningens medindflydelse på de regler, som de bliver underlagt at overholde.

Samtidig med dette bekendte SF sig til en af de mest rabiate, højreorienterede økonomiske politikker, der overlader til ikke-folkevalgte EU-kommissionærer at bestemme og udstikke rammerne for finanspolitikken.

SF var endda villig til at efterleve den økonomiske politik ved at stemme for de reformer, de fører til ulighed og fattigdom.

Det må være ironi at påstå, at man har et socialistisk idegrundlag og så føre en politik, der direkte kolliderer med det, man påstår at være.

Forkortet af redaktionen