Akademikernes Centralorganisation (AC) har lanceret et forslag om, at flygtninge med lidt eller ingen akademisk uddannelse skal gøre rent, pudse vinduer og klippe hæk. Vel at mærke til en pris, der gør det attraktivt for private danskere at betale sig fra nogle af dagligdagens sure pligter. Hovedorganisationen foreslår en genindførelse af hjemmeserviceordningen, som et af de tiltag, der kan åbne arbejdsmarkedet for flygtninge.
Det AC reelt siger, er at vi skal sørge for en succesfuld integration af de højtuddannede, resten skal sættes til at gøre rent - billigt.
Som formand for små 30.000 medlemmer i 3F Privat Service, Hotel og Restauration kan jeg ikke gøre nok for at lægge afstand til Akademikernes forslag, der er det syvende bud i en række på 10. Det AC reelt siger, er at vi skal sørge for en succesfuld integration af de højtuddannede, resten skal have en klud og en kost i hænderne og sættes til at gøre rent - billigt. Og det skal så gøre det ud for god integration.
En farlig tanke
Men tanken om, at hvis du ikke kan komme i arbejde som højtuddannet, så kan du altid blive hjemmeserviceassistent og gøre rent, er langt farligere, end tanken fra de få tosser, der vil sende flygtninge hjem til en krigszone. De er nemlig få og har få tilhængere, mens AC's forslag - maskeret som integrations- og flygtningevenligt - reelt grænser op ad det egentligt fremmedfjendske.
Hvis nu AC også arbejdede ihærdigt for at skaffe rengøringsjobs til sine egne 12.000 ledige, ikke mindst den betragtelige gruppe, som har akademiske uddannelser, der slet ikke efterspørges på arbejdsmarkedet, ville situationen jo være en anden, men det gør AC ikke, og spørgsmålet: "hvorfor ikke?" trænger sig på, fordi det umiddelbare svar er, at fremmede, efter AC’s mening, hører mere hjemme i lavtlønsstillinger. Jeg lader spørgsmålet stå.
De flygtninge, der når til Danmark, er ressourcestærke. De repræsenterer en bred vifte af kompetencer, og de vil kunne tilføre vores samfund mange værdier, men kun hvis vi betragter dem som en ressource og investerer i at integrere dem i samfundet. Og så betyder det at være flygtning i Danmark ikke det samme som en tvangsmæssig deroute til lavtlønsområdet.
Problemet skubbes videre
AC's syvende bud har intet med integration at gøre. Det handler mere om at skubbe problemet videre til lavtlønsområdet. Og så mangler AC at svare på spørgsmålet: hvorfor gælder jeres iver efter at få flygtningene i arbejde med nye statsstøttemidler ikke vores egne arbejdsløse? Der er rigeligt ledige i lavtlønsområderne, ledige der er hårdt presset af dagpengereform og kontanthjælpsloft, og derfor har et kritisk behov for at komme i arbejde. Skal de nu skubbes i anden række?
Hvis man virkelig vil puste til en fremmedfjendsk drejning af danske lavtlønsmodtagere, så skal man da endelig tvinge flygtninge og arbejdsløse i lavtlønsområdet til at kæmpe med hinanden om de få ledige arbejdspladser vi har, og endelig tilgodese den ene gruppe med statsstøttemidler, som den anden gruppe ikke kan få adgang til. Resultatet giver sig selv, og det er ikke positivt.
Forkortet af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278