Kim Nielsen mener (12.03) at Enhedslisten (EL) skal vælte SRSF-regeringen. Det er der også en del medlemmer af Enhedslisten, der mener, så i den anledning kunne man spørge Kommunistisk Parti, hvad de mener. Og som jeg læste Jørgen Petersens seneste analyse og kommentar (om akutjob), deler han ikke denne opfattelse.

Jeg synes derfor det vil være til diskussion og afklaring at få nogle argumenter på bordet – altså argumenter for at få en Venstre-regering. En situation jeg ikke tror, at mange kommunister/socialister gerne ser frem til.

Vi står i en den helt almindelige situation som Karl Marx beskriver sådan: "Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret".

Og hvis kommunister/socialister vil indvirke på historien, må vi altså forholde os til denne umiddelbare virkelighed og se spørgsmålet om at "bevidstgøre masserne", som den konkrete politiske opgave. Det er i dette perspektiv man skal analysere og vurdere de muligheder, som virkeligheden stiller os alle overfor.

Det specielle ved det danske parlamentariske system er, at en regering, der ikke har flertal for en fremsat finanslov, skal træde tilbage og udskrive valg.

Det betyder at beslutningen om at stemme for finansloven – eller at undlade at stemme – kan have alvorlige konsekvenser for alle politiske partier. Det samme gælder, hvis en regering får et mistillidsvotum imod sig.

Beslutningen om at stemme for finansloven – eller at undlade at stemme – kan have alvorlige konsekvenser for alle politiske partier.

Hvis Enhedslisten derfor stemmer nej til en finanslov, er der to mulige konsekvenser: 1) regeringen falder, eller 2) regeringen får vedtaget sin finanslov med højrekræfternes stemmer.

Men selv om Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for regeringens tiltræden, er regeringen ikke forpligtet til at skulle indgå aftaler med EL (skattereformen), men kan benytte stemmer fra højre side i salen.

Det er en fælles opfattelse i alle socialistiske partier, at bevægelse og bevægelser i befolkningen er afgørende og bestemmende for at kunne skabe politiske forandringer – ja, endog for at skabe en revolutionær situation. Og derfor er det – især i en krisetid – nødvendigt at forholde sig ret konkret til, om politiske tiltag og paroler har klangbund i befolkningen – og i hvilket omfang.

Et af Enhedslistens problemer nu – såvel som tidligere – er den konkrete politikudvikling. Hvis man vil gå fra at være et parti imod (protestparti), til at være et parti for en konkret politik (parlamentarisk parti), kræver det at man er i stand til at formulere en sammenhængende social og økonomisk politik.

Men det afgørende for om den fremførte politik bliver hørt og opfattet i befolkningen er, at man kan få befolkningen i tale. At kunne komme ud med sin politik og sine standpunkter.

Som det fremgår af ovenstående, har jeg svært ved at se, hvordan det er befordrende for udviklingen, at vælte regeringen for nærværende. En regering, som ikke har opbakning i befolkningen, fælder sig selv.