Indlægget "Kreative forældre passer kun på deres egne børn" forleden i Politiken rejser endnu en gang debatten om frivillighed i landets daginstitutioner – denne gang med forældres økonomiske bidrag til støtteforeninger som omdrejningspunkt.
Forældre skal ikke købe bleer og frugt, betale til flere udflugter, ansatte eller materialer til deres børn.
Forældrenes Landsforening (FOLA) er på alle måder tilhængere af forældreengagement og forældreinvolvering i daginstitutionerne, for eksempel i forbindelse med sociale arrangementer, hvor børnene deltager. Men det bør aldrig være i form af ekstra økonomiske bidrag eller frivilligt arbejde, der erstatter det faste personale.
Ekstra forældrebetaling har per automatik en social slagside. Det vil skabe A- og B-institutioner – og potentielt A- og B-familier inden for samme institution. Samtidig fjerner støtteforeningerne og forældrenes frivillige økonomiske bidrag fokus fra, hvad man med rette kan forvente af "kvalitet i grundydelsen" på basis af den faste forældrebetaling. Dermed fjernes også vores fælles incitament til at lægge pres på politikere for at sikre "kvalitet i grundydelsen".
Forældre skal ikke købe bleer og frugt, betale til flere udflugter, ansatte eller beskæftigelsesmaterialer til deres børn. Og forældre skal ikke erstatte sygemeldte pædagoger, male vinduer, anlægge legepladser, agere rengøringsassistent eller flyttemand.
Daginstitutionsområdet er en samfundsopgave med udgangspunkt i et lighedsprincip, hvor alle børn - uanset deres forældres økonomiske ressourcer - tilbydes de samme vilkår.
Det princip bør fastholdes.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278