Under overskriften "Bedre balance i kulturlivet" præsenterer Kulturministeriet i den store tvangsudflytningspakke sine molboagtige analyser og løsninger for netop denne balance.

Hvis man altså bor i Neder Skrupstrup, vejer det tungere end egentlige faglige kvalifikationer. Dette formørkede nonsens taler sit eget sorte sprog.

Men, desværre, kulturlivet lever hverken af eller i balance. Et centrum opstår når talent søger sammen. Måske i både u-balance og disharmoni. Både de gode og de dårlige, de håbefulde, de kæmpende og de overfladiske, de grimme, de glatte, centrale aktører og anhængere og vandbærere deltager.

Centrum trækker yderligere masse til sig, til det kritiske punkt er nået og centrum begynder at udsende energi, nytænkning, oplevelser, resultater og ideer. Dette centrum kan ikke skabes ved diktat eller tvangsforflytninger. Det er en naturlov.

Talenter vil både konkurrere og sove sammen. Had og kærlighed er aldrig i balance i kulturlivet. Ingen beder os lave det vi gør, men alle bruger og høster og nyder i større og mindre grad resultaterne af dette, vores frivillige arbejde.

Vand løber ikke op ad

Kunstnerne søger sammen. Det er en naturlov. Resultaterne kommer af synergi, både den frivillige og den ufrivillige.

Talent smitter, det skidt. Tvangsspredning vil ikke virke. Folkepartiets provinsielle had og kynisk kalkulerede misundelse lyser ud af hele pakken.

Jubeloverskriften fra DF, at hvis dette lykkes vil mere følge… er en ren trussel. Kulturministeren taler om at geografiske kvalifikationer skal veje i stedet for faglige. Hvis man altså bor i Neder Skrupstrup, vejer det tungere end egentlige faglige kvalifikationer. Dette formørkede nonsens taler sit eget sorte sprog.

Når eksempelvis faglige udvalgsposter skal besættes, er det i hans optik vigtigere hvor man bor end hvad man kan? Resultatet af udvalgets arbejde vil uvægerligt blive derefter.

Hele regeringens pakke er - på trods af både erfaringer, sund fornuft og fagfolks skepsis - almueromantik og molboidyl.

Tilflytningen til de store byer taler for sig selv. Det er nu og her det sker. Det er her talentet fortættes. Det er elementær kernefysik.

Øvelsen fremover er meget vanskeligere, end lidt tvang og overfladisk pendling lader ane. Det gælder om at forfine resultaterne af den samlede energi, som både landets og byernes egenart udstråler. Det gælder om at fortætte den energi til meningsfyldt vækst. Det er ikke nemt.

Byer, store områder og små samfund bliver lagt smertefuldt øde. Men et skridt frem er meget vanskeligere end de to tilbage, som regeringens forslag om tvangsforflytning drømmer om at tage.

Lad os hypotetisk antage, at alle de 3900 deporterede statsansatte sagde op og blev hvor de var. Sidder der så 3900 kvalificerede medarbejdere og venter ude på heden, som aldrig har søgt hen, hvor deres kvalifikationer kunne komme til udfoldelse? Nonsens.

Et lille skrig for kulturen

Det er sjovest at tale om noget man har forstand på. Derfor er dette lille skrig mest om kulturen. For at pege på en absurd detalje: Statens værksteder for kunst, som tæller otte arbejdspladser, omfatter altså ikke de hundreder af kunstnere, der hvert år i kortere eller længere perioder arbejder her.

Nu skal de otte fastansatte flyttes til Helsingør. Til Kronborg, intet mindre. Otte! Tradition, miljø, ånd, stemning, historie, viden og erfaring, som de eksisterende og utroligt velfungerende værksteder på Christianshavn har ophobet gennem 30 år, tæller ikke i den lille gnidrede kalkule.

Det er ellers det, kunsten lever på, og kulturlivet består af. Men hvor er kunstnerne blevet af i ministerens fikse regnestykke? Kunsten og kulturlivets knopskydninger trives i u-balance… og befrugtende tæt samliv.

Harmoniske resultater fødes af kreativt kaos, hård konkurrence… og stærk tradition. Statens værksteder for kunstnerne er ikke kun en lokalitet – det er en ide og et univers. Et lille hjørne af vores samfund, hvor den ideelle ånd, der var kærnen i loven om statens kunstfond for over halvtreds år siden, har overlevet og blomstrer vildt og vidt forgrenet.

Men et mønster tegner sig. Min lumske mistanke om, at netop den befrugtende u-balance er drivkraften i al energi og alle resultater, også i samfundets mere komplekse funktioner, holder jeg for mig selv.