Køge kyst og specielt området på Søndre Havn har fra starten været planlagt som en bæredygtig bydel med større forbrug af kollektive løsninger og et mindre forbrug af privatbiler.
Specielt partiet Venstre har fra starten været uenig i målsætningen med færre biler og en parkeringsnorm på 0,75 p-plads per bolig og stemte os bekendt imod dette oprindeligt.
Vi finder det højst mærkværdigt, hvis vi er de eneste partier i Køge Byråd, der fortsat ønsker en blandet bebyggelse på Søndre Havn.
Om det er gammelt nag eller andre forhold, der stadigt spiller ind, er uvist, men ligegyldigt hvad der ligger bag, ser blandt andet Venstres og SF's holdning til parkering nu ud til at koste det første projekt uden liebhaverlejligheder lags Køge kyst livet. Nemlig projektet med ungdomsboliger på grunden nord for Tapperiet.
I sin enkelthed handler miseren, som ser ud til at koste ungdomsboligerne livet, om den såkaldte parkeringsnorm.
Standardnormen for familieboliger i Søndre Havn er 0,75 per bolig, hvilket er ganske fornuftigt.
For ungdomsboliger ser situationen noget anderledes ud. Erfaringer og det normale for ungdomsboliger er 0, 2 p-plads per bolig. Boligerne er jo markant mindre end familieboliger i området og en fastholdelse af de 0,75 plads vil være meningsløs og i øvrigt fordyre projektet, så det ikke er realisabelt.
Da der kun findes en parkeringsnorm for området havde projektet bag ungdomsboligerne søgt en dispensation til at bruge de normale 0,2 plads per bolig for projektet. Desværre valgte et flertal bestående af Venstre og SF på teknik- og miljøudvalgets møde 4. maj at stemme imod dispensationen, hvilket nu viser sig at være fatalt for projektet.
Vi finder det højst mærkværdigt, hvis vi er de eneste partier i Køge Byråd, der fortsat ønsker en blandet bebyggelse på Søndre Havn. Står SF fast på deres afvisning? – og har Konservative, DF og LA gjort deres stilling endeligt op – siger de også nej til ungdomsboliger?
Vi håber vi kan redde projektet på målstregen, hvis et flertal i Køge byråd kan se, det var en uoverlagt beslutning, der blev truffet den dag i maj, og vi tager spørgsmålet op ved først givne lejlighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278