For nylig kom jeg hjem fra linjefagstur til Kirgistan med min efterskole. Hjem til Danmark, hvor forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL)  og Danmarks Lærerforening desværre endnu engang var brudt sammen, så lockouten efter påske var en realitet.

Ethvert menneske med en relation eller holdning til Danmark har i en vis grad et individuelt billede af det danske samfund. I mit tilfælde er det demokratiet og en række danske værdier, der udgør hovedstregerne og nuancerne i mit billede af Danmark.

Disse grundlæggende byggesten i vores samfund er det, jeg som dansker er stolt af. En af disse brikker er "den danske aftalemodel", der gennem årtier er blevet vægtet højt hos politikerne, når puslespillet skulle samles. Desværre er billedet ved at krakelere, da de danske værdier, etiske regler, traditioner og moralske principper er voldsomt truede.

Det er tankevækkede, når en kirgiser, der overhovedet ikke er vant til demokrati, kan se uretfærdigheden ved konflikten.

Kirgistan ligger i Centralasien som tidligere Sovjetrepublik, og styreformen er langt fra demokratisk. En af vores tolke var forholdsvis godt inde i europæisk politik, og min lærer forklarede ham situationen om konflikten og lockouten. Vores tolk var chokeret: "Men I har jo demokrati! Jeres fagforeninger skal beskytte jer, og regeringen skal lytte på jer!" sagde han. 

Efter min mening er det her, problemet ligger, for der er ikke meget demokrati over det, der sker for tiden. Desuden synes jeg, det er meget tankevækkede, når en kirgiser, der overhovedet ikke er vant til demokrati, kan se uretfærdigheden ved konflikten og måden, der forhandles på.

Regeringen er så fast besluttet på at få den nye folkeskolereform igennem (hvilket kun kan gennemføres, hvis lærerne underviser mere), at de vil gøre næsten hvad som helst, for at det lykkes. Herunder at spille aftalt spil med KL, og sammen med dem have lagt en slagplan for konflikten og dens resultat, selvom det strider mod alle de danske aftaleprincipper.

Regeringens opgave består altså lige nu i at lave et regeringsindgreb, der ikke fremstår som fastlagt på forhånd, for meget tyder på, at der foregår en sammensværgelse mellem regeringen og KL, og at KL derfor aldrig reelt har været villige til at forhandle. Hvis dette er rigtigt, synes jeg for alvor, at dansk politik har taget en sørgelig drejning.

Desuden står jeg som efterskoleelev i en træls situation, for ud af et efterskoleår på 10 måneder er hver enkel uge betydningsfuld. Det er især ærgerligt, hvis resultatet og forløbet hele tiden har været aftalt, så lockouten bare spilder vores i forvejen begrænsede tid.

Foregår det her virkelig på demokratisk vis?