Det har været nævnt i medierne at ingen af de bagmænd, der står bag tvangs- eller slavearbejde, er blevet gjort strafferetligt ansvarlige.
Det kunne tyde på, at Danmark ikke har et effektivt strafferetligt værn mod slave- og tvangsarbejde, og dermed ikke lever op til Den Europæiske Domstols praksis vedrørende artikel fire om forbud mod tvangs - og slavearbejde, samt artikel 25 i ILO-konventionen nr. 29 fra 1930, hvor Danmark har forpligter til sig at have om en udtrykkelig straffebestemmelse mod de samme overgreb mod mennesker.

Det er tankevækkende, at slave- og tvangsarbejde kan finde sted i fredstid, når forbuddet mod det  anses for at være  så grundlæggende en rettighed, at den ikke kan fraviges selv i krigstider.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRD) fortolker artikel fire i overenstemmelse med den omtalte konvention. Både Frankrig og Storbritannien er blevet dømt af EMRD for ikke at have en effektiv straffebestemmelse mod tvangsarbejde. Frankrig havde nogle straffebestemmelser, der var rettet mod slave og tvangsarbejde, men de gav ikke beskyttelse i den konkrete sag, som var indklaget for EMRD.

Storbritannien vedtog en udtrykkelig strafbestemmelse mod slave- og tvangsarbejde i 2010 på grund af domsafgørelsen fra EMRD. Den danske Straffelov paragraf 262 a om menneskehandel, hvor slave- og tvangsarbejde er et gerningsmoment, der skal opfyldes sammen med andre, giver ikke et effektivt straffeværn mod dem, der udsættes for slave- og tvangsarbejde.

Enhedslistens Finn Sørensen prøvede via en forespørgsel at gøre opmærksom på det mangelfulde strafferetslige værn. Det kom der desværre ikke ret meget ud af.

Det er tankevækkende, at slave- og tvangsarbejde kan finde sted i fredstid, når forbuddet mod det  anses for at være  så grundlæggende en rettighed, at den ikke kan fraviges selv i krigstider.