For nyligt skiftede flere ledende SF’ere parti til Socialdemokratiet. Jeg vil ikke her kommentere på selve forløbet, situationen i SF eller lignende. Jeg vil derimod fokusere på en bestemt forestilling, der synes at gøre sig specielt gældende i denne gruppe nyindmeldte socialdemokrater.

Forestillingen kalder jeg socialdemokratiets fetichkarakter, en forestilling som blandt andet kommer til udtryk i udsagn som "Motoren i centrum-venstre er og bliver Socialdemokraterne" (Jesper Petersen, Nanna Westerby og Emilie Turunen i Politiken den 20. marts 2013).

Marx bruger fetichbegrebet om den måde, hvorpå de virkelige sociale relationer mellem mennesker fremtræder i det generelt vareproducerende (kapitalistiske) samfund. I dette samfund bliver de virkelige sociale relationer tilsløret.

I stedet fremtræder de sociale relationer som relationer mellem varer, og kapitalen fremtræder som en art naturgiven nødvendighed. Hvad har dette nu med Socialdemokratiet og afhoppede SF’ere at gøre?

Hvis venstrefløjen og arbejderbevægelsen skal arbejde sig ud af sin nuværende kriseprægede situation, kræver det et opgør med forestillingen om, at Socialdemokratiet hører til på venstrefløjen.

Jeg mener, at en analogi til det, Marx kaldte kapitalens fetichkarakter, kan hjælpe til at forklare den udbredte forestilling om Socialdemokratiets særlige status hos de afhopppede SF’ere.

Forestillingen grunder i den idé, at den politiske proces ikke kan forløbe udenom Socialdemokratiet, endsige uden et Socialdemokrati overhovedet. Den politiske proces må ifølge denne forestilling nødvendigvis have en socialdemokratisk form. Sagt på en anden måde, så kan man ikke forestille sig, at venstrefløjen og arbejderbevægelsen har en fremtid på afstand af eller uden Socialdemokratiet.

Forestillingen er dog ikke forbeholdt nævnte nyindmeldte socialdemokrater, men er også udbredt på resten af venstrefløjen. I SF har forestillingen manifesteret sig i regeringsdeltagelse, og i Enhedslisten har forestillingen manifesteret sig i den manglende vilje til at stille et mistillidsvotum på baggrund af regeringens neoliberale tiltag, samt deltagelse i en klart blå finanslov.

Forestillingen om, at Socialdemokratiet naturligt og nødvendigvis hører til på venstrefløjen, hører sammen med forestillingen om, at Socialdemokratiet er en dybt forankret institution, der ikke er mulig at komme udenom. Man kan ikke forestille sig, at venstrefløjens politiske praksis kan fornyes og gå ad andre veje end gennem de traditionelle institutioner.

Det kan man ikke, fordi Socialdemokratiet har opnået status af naturgiven størrelse; partiet er venstrefløjens fetich. Hvis venstrefløjen skal kunne formulere et projekt, der ikke accepterer den neoliberale ramme, institutioner som EU, IMF og ECB sætter, er det nødvendigt at gøre op med Socialdemokratiets fetichkarakter og forny den politiske praksis.

Hvis venstrefløjen og arbejderbevægelsen skal arbejde sig ud af sin nuværende kriseprægede situation, kræver det et opgør med forestillingen om, at Socialdemokratiet hører til på venstrefløjen.