Udsatte familier har brug for at blive behandlet med respekt. De skal ikke ses som problemer men som mennesker, der af en eller flere grunde har svært ved at tage hånd om deres problemer.

Det giver ikke socialminister Karen Hækkerup belæg for, at løsningen for disse familier er at ramme dem på de sociale ydelser, hvis familiens børn ikke passer deres skole og begår kriminalitet. Jeg vil gerne høre Karens svar på, hvad hun vil gøre med udsatte danske familier.

Når hun ikke nævnte dem, er det op til hver enkelt at fortolke ministerens holdning. Efter min mening diskriminerer ministeren, når hun vil straffe udsatte familier med anden etnisk baggrund, men ikke siger noget i forhold til de danske.

Når det er sagt, vil jeg ikke underkende, at der er problemer med børn og unge fra udsatte familier med anden etnisk baggrund, for selvfølgelig er der det. Derfor skal vi arbejde sammen som politikere, fagfolk og forældre.

Jeg vil i det følgende give mine bud på kendetegn ved udsatte familier med anden etnisk baggrund, hvordan forældrene i disse familier støttes, og hvad samfundet kan gøre. Jeg udelukker forresten ikke, at nogle af de ting, jeg skriver om, også gælder for andre udsatte familier.

Udsatte familier

Mange års erfaringer viser mig, at udsatte familier, især med anden etnisk baggrund, er kendetegnet ved følgende problemstillinger:

- Forældrene har af for eksempel arbejdsmæssige, helbredsmæssige eller økonomiske grunde mistet deres rolle som forældre. De har mistet troen på sig selv og har svært ved at være tydelige forbilleder for deres børn.

- Forældrene mangler sproglige, kulturelle, arbejdsmæssige og samfundsmæssige kompetencer, så børnene kan ikke bruge forældrene som vejledere i samfundet.

- Nogle udsatte familier er traumatiserede efter at have været udsat for grov tortur i deres hjemland, og andre familier kæmper med psykiske og sociale problemstillinger. Forældrene eller de unge dulmer deres problemer med enten euforiserende stoffer eller druk. Der kan være vold i familierne, og der kan være tale om omsorgssvigt.

- Forældrene har svært ved at støtte deres børn og unge fagligt i skolen og senere under uddannelsen.

Jeg spørger nu læseren: Har familierne ikke nok i ovenstående problemer? I perioder kommer politikerne med umenneskelige udmeldinger primært om straf og sanktioner - som for eksempel at tage de sociale ydelser fra familierne, sådan som vi netop har hørt det fra socialministeren.

Jeg spørger mig selv: Hvor er medmenneskeligheden og respekten for mennesket? Jeg tvivler på, at den findes hos disse politikere.

Hvor er medmenneskeligheden og respekten for mennesket? Jeg tvivler på, at den findes hos disse politikere.

De udsatte familier kæmper for at få livet til at hænge sammen, og jeg har ikke mødt nogen familie, som har været stolt af, at deres børn ikke passer skolen, men begår kriminalitet. Tværtimod kæmper mange udsatte familier med skam, skyld og flovhed over, at de selv og deres børn ikke er integrerede.

I alle de år, jeg har arbejdet med udsatte familier, har de som med én stemme sagt, at de vil samarbejde og støtte, så deres børn kommer på rette vej og bliver til gavn for sig selv, familien og samfundet. Hvordan støttes så udsatte forældre med anden etnisk baggrund?

Jeg mener ikke, at familiernes problemer kun kan løses via pædagogik, vejledning, rådgivning med mere. Selv om vi på det sidste har set bandemiljøer og tab af menneskeliv, så mener jeg heller ikke, vi kan støtte familierne ved at komme med panikløsninger eller tro, at straf løser familiernes problemer. Det er én stor falliterklæring.

Derimid mener jeg, at følgende er væsentlige elementer i holdning og metorde:

- Myndighederne, lærere, pædagoger, socialrådgivere med flere skal vise tillid og være konkrete, når de kontakter familien.

- Fra starten skal defineres, hvad der ses som problemer for deres børn og unge, og der skal skabes rammer for, hvilke myndigheder der skal støtte børn og unge og hvordan.

- Professionelle fagfolk skal turde gå til disse forældre og forsøge i dialog med dem at inspirere dem til, hvordan de kan støtte deres børn. Vores pædagogiske institutioner skal være inkluderende i deres pædagogiske tilgang.

- Unge under uddannelse skal støttes med en form for mentorordning for at fastholde de unge i uddannelsen. De unge skal også støttes i at finde en læreplads.

- Forældrene skal støttes i at få eller bevare foden indenfor på arbejdsmarkedet, og forældrene skal støttes med henblik på udvikling af egne sproglige kompetencer.

Bryd cirklen

Hvad kan samfundet gøre? Jeg mener, det er på tide at se på nogle af de fundamentale forhold for at støtte udsatte etniske familier og ikke mindst forebygge i forhold til de små børn. For ikke kun at komme med lappeløsninger, men tværtimod bidrage til at vende den negative udvikling og minimere antallet af udsatte familier, bør samfundet kigge på følgende områder:

- Sørge for, at børnene kommer i vuggestue og børnehave med et klart mål og en målbar indsats.

- Skolen skal være mere rummelig og inkluderende, og skolerne og vores uddannelsessystem skal geares også til udsatte familier med anden etnisk baggrund. Der skal tages initiativer til at fastholde unge i uddannelse og hjælp med at finde en læreplads.

- Støtte forældrene i at have en fod inden for på arbejdsmarkedet. Vejled/rådgiv forældrene til professionel støtte i forhold til helbredsmæssige og psykosomatiske problemer.

- Tag forskellige initiativer til at bryde fattigdommens onde cirkel.

Jeg siger ikke, at der findes en enkel løsning på familiernes problemer, men socialministerens løsning med straf og fratagelse af ydelser vil ikke virke. Kodeordet er brede, dybe og langsigtede initiativer, som på sigt vil minimere tilgangen til de udsatte grupper

Det handler om arbejdsmarkedspolitik, om social- og kulturpolitik og om uddannelsespolitik. Skoler og uddannelsesinstitutioner skal kunne inkludere disse børn. 

Jeg ser ikke udsatte familier med anden etnisk baggrund som udelukkende et problem. Jeg har mødt mange familier, som med beskeden støtte får deres familie til at fungere. Jeg er enig i, at forældrene har ansvaret for deres børn - og de kan leve op til det, når de har det bedre på nogle af de ovenstående punkter.

Menneskesynet hos politikere og andre med kontakt til udsatte familier samt konkrete bud på deres aktuelle problemer er afgørende for støtten og samarbejdet med disse familier.