Vietnam-krigen er stadig en realitet for flere millioner af vietnamesere, amerikanere og deres efterkommere, der fortsat lider under virkningerne af Agent Orange. I løbet af 10 år sprøjtede USA’s militær 80 millioner liter giftige afløvningsmidler i Vietnam.
Agent Orange indeholdt dioxin, som er et af verdens mest giftige kemikalier. Verdenssundhedsorganisationen WHO opfatter dioxiner som meget giftige, kræftfremkaldende og årsag til fosterskader.
I løbet af tiåret fra 1961 til 1971, sprøjtede USA’s militær med omkring 80 millioner liter giftige afløvningsmidler, hvoraf 61 procent var Agent Orange. Over 26.000 landsbyer med et areal på mere end 3 millioner hektar blev sprøjtet. Agent Orange som man sprøjtede med i Sydvietnam indeholdt 366 kilo dioxin, som er en fuldkommen enorm mængde. 2100 mikrogram er nok til at dræbe en voksen mand.
I Sydvietnam fokuserede USA på ødelæggelse af skove og mangrover langs kysten for at forhindre guerillaerne i at finde husly. De to mangroveskove, som blev hårdest ramt, ligger i Can Gio udenfor Saigon og ved sydspidsen af Vietnam.
Monsanto undlod at reagere
Det var Monsanto sammen med firmaet Dow, der var ansvarlig for plantegiften Agent Orange, som blev anvendt til USA’s krig i Sydvietnam. De to firmaer opdagede, at plantegiften indeholdt den meget farlige gift dioxin, men undlod at reagere.
Børn, der er født af forældre udsat for dioxin under krigen, lider stadig under forfærdelige deformiteter.
Først i 1970, hvor mange amerikanere var blevet syge, fandt man ud at forbyde Agent Orange. Og man holdt helt op med at sprøjte i 1971. Mennesker, der udsættes for Agent Orange og dioxin, bliver uarbejdsdygtige af sygdomme. Og dør alt for tidligt.
Vietnams Røde Kors anslår at mindst en million vietnamesere er blevet syge eller er døde på grund Agent Orange. Man anslår at 150.000 børn har medfødte defekter og er handicappede som følge heraf.
Vietnams regering giver en lille månedlig kompensation til over 200.000 krigsveteraner, der blev syge på grund af Agent Orange, mens de kæmpede i Sydvietnam, enten i befrielsesfronten FNL eller Nordvietnams hær.
USA’s krigsveteraner også ramt
Tusindvis af USA’s krigsveteraner, som vendte tilbage fra Vietnam, klagede over sygdomme, der var forårsaget af Agent Orange og dioxin. USA’s regering har siden 1991 anerkendt sygdomme på grund af Agent Orange, hvilket berettigede til udbetaling af månedlig kompensation.
I 2010 fik lidt over en million af USA’s veteraner fra Vietnam-krigen udbetalt 16.200 millioner US dollars (svarende til 128 Storebæltsbroer), af USA’s Departement for Krigsveteraner.
Børn, der er født af forældre udsat for dioxin under krigen, samt civile vietnamesere i det sydlige Vietnam, hvor der blev sprøjtet intensivt, lider stadig under forfærdelige deformiteter.
Børnene af Vietnam-krigens veteraner er nu i anden og tredje generation. De er ofre for Agent Orange og dioxin, og firmaet Monsanto burde betale kompensation for den skade, de har forvoldt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278