Det centrale spørgsmål for arbejderbevægelsen og de kommunistiske partier er spørgsmålet om alliancepolitikken. Var det en rigtig strategi, som de kommunistiske partier byggede på i efterkrigstiden – den antimonopolistiske strategi – særlig i 1970'erne og 80'erne?

Der er ikke tale om en taktisk manøvre, men om en langsigtet strategi, som er en følge af kapitalismens udvikling.

Var nederlaget i Chile med det fascistiske kup i 1973 ikke en bekræftelse på kritikken af den antimonopolistiske strategi? Det er spørgsmål, der fortjener en nærmere analyse.

Kampen mod fascismen i 1930'erne og under Anden Verdenskrig betød, at de kommunistiske partier skiftede kurs og foreslog en ny alliancepolitik. 

Det gjaldt om for enhver pris at stoppe fascismen og erstatte den med folkefrontsregeringer i de forskellige lande. Blandt andet i Chile, Indien, Bulgarien, Frankrig og Spanien.

Det grundlæggende var et forsvar for det borgerlige demokrati, der kunne samle bredt på tværs af politiske skel.

Taktik eller strategi?

Var det kun en taktisk manøvre for at besejre fascismen? Det er her hvor vandene skilles i debatten mellem de kommunistiske partier, særlig efter nederlaget og kontrarevolutionens start i 1989, har det givet anledning til selvransagelse.

Men kommunisternes strategi udformes ikke  på baggrund svingende konjunkturer, sejre eller nederlag. Der er ikke tale om en taktisk manøvre, men om en langsigtet strategi, som er en følge af kapitalismens udvikling.

Det var den samme holdning som Palmiro Togliatti indtog i efterkrigstiden og som bidrog til, at de italienske kommunister blev den stærkeste politiske kraft i landet. 

Togliatti afviste at bruge begrebet folkefront om de nye betingelser, han så behovet for en alliancepolitik, som var bestemt af efterkrigstidens politiske og økonomiske forhold.

Det vi kan se er, at en klog og smidig alliancepolitik, i forening med en konsekvent klasseholdning, fører til de ønskede resultater. 

Det betyder ikke, at der ikke blev begået fejl undervejs i arbejdet; Det historiske kompromis i Italien i 1970´erne, og undervurderingen af militærets loyalitet over for monopolerne i Chile.

Disse fejl er imidlertid ikke forbundet med strategien, men med den taktiske udførelse i de enkelte lande. 

Var det en rigtig beslutning at kalde den nye strategi for et antimonopolistisk demokrati?

Det var en fuldstændig korrekt beslutning, fordi det præciserede de nye betingelser, der byggede på de demokratiske erfaringer, og at hovedmodstanderen var finanskapitalen og de store monopoler. 

Fornyelse af folkefrontspolitikken

Det var med andre ord en fornyelse af enheds- og folkefrontspolitikken. Der, hvor der opstod problemer i flere lande, var i spørgsmålet om lederskabet af den demokratiske bevægelse.

Det er et klassisk spørgsmål, der også var aktuelt i de russiske revolutioner. Arbejderklassen må under ingen omstændigheder overlade førerskabet til borgerskabet eller andre. 

I 1970´erne så vi en tendens til at overlade lederskabet til småborgerskabet, der i disse år voksede kraftigt. Mange var veludannede og det gjorde, at de ofte blev valgt til tillidsposter i  de forskellige bevægelser.

Da reaktionen satte ind fra midten af 1980´erne viste det sig, at småborgerskabet var mere modtageligt over for anti-kommunismen. De svingede over til den utopiske socialisme – den såkaldte rød-grønne bevægelse eller det nye venstre.

Det  er en vigtig lære, at de principielle spørgsmål i arbejderbevægelsen ikke ændres væsentligt. Overholder man ikke disse principper, fører det uvægerlig til nederlag. 

Forudsætningen for en fornyet fremgang er, at de kommunistiske partier fastholder den antimonopolistiske strategi og udvikler den i takt med de historiske erfaringer.