Den 3. december skal vi til folkeafstemning om Danmarks retsforbehold over for EU. Enhedslisten opfordrer til at stemme nej til afskaffelsen af retsforbeholdet.
Undtagelsen fra EU’s retspolitik er vores garanti for, at der ikke sælges ud af vores demokrati og retssikkerhed uden, at den danske befolkning bliver spurgt.
En afskaffelse vil give EU magt over vigtige dele af dansk retspolitik. Dermed vil beslutninger blive flyttet endnu længere væk fra den danske befolkning. Det vil betyde mindre åbenhed og mindre demokrati. Samtidig vil retssikkerheden for den enkelte borger blive dårligere. Og skal dansk retspolitik for fremtiden besluttes i EU, vil 27 andre lande få direkte indflydelse på Danmarks lovgivning om eksempelvis skilsmisser, forældremyndighed, abort, straf og meget andet – lande som har meget anderledes retskulturer end den danske.
Fælles løsning mulig
Den nuværende flygtningekrise understreger behovet for fælles løsninger. Vel at mærke løsninger, som der skabes demokratisk opbakning til - ikke diktater. Men flygtningekrisen viser også tydeligt de forfærdelige konsekvenser af EU's politik. Både med Frontex, der lukker EU's ydre grænser og EU's handelspolitik, der er med til at udplyndre udviklingslandes ressourcer.
Danmark kan sagtens deltage i en fælles løsning uden at ophæve retsforbeholdet. EU-toppen bruger Euro-krisen som undskyldning for at tage nye skridt i opbygningen af en centraliseret EU-stat. Med Tyskland i front presser de på for at afvikle national selvbestemmelse og i stedet etablere en Euro-regering.
Et udtryk for dette er håndteringen af situationen i Grækenland, og et andet eksempel er forslaget fra den tyske finansminister om, at landenes finanslove skal godkendes og underskrives af EU, før de kan træde i kraft.
Undtagelsen er vores garanti
De EU-begejstrede partier i Folketinget ønsker at placere Danmark i kernen af denne udvikling. Derfor ønsker de retsforbeholdet afskaffet. Hvis vi afgiver retten til at bestemme over vores retspolitik, kan vi ikke tage den tilbage igen.
Undtagelsen fra EU’s retspolitik er vores garanti for, at der ikke sælges ud af vores demokrati og retssikkerhed uden, at den danske befolkning bliver spurgt. Vi kan sagtens samtidig fortsætte og styrke samarbejdet med andre lande i og udenfor Europa om eksempelvis kriminalitetsbekæmpelse og flygtninge.
Med en bevarelse af retsforbeholdet bliver samarbejdet et tilvalg frem for dikteret fra EU’s top. Enhedslisten er klar til at tage kampen op for den danske selvbestemmelse, demokrati og en progressiv retspolitik. Derfor opfordrer vi alle til at stemme nej den 3. december.
Vedtaget på årsmødet den 27. september
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278