09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styrk den progressive EU-modstand

Styrk den progressive EU-modstand

Formålet med en selvstændig opstilling til EU-valg fra Enhedslisten må være at styrke EU-modstanden og undgå, at folk stemmer på ja-partierne.

Plakater fra EU-valget i 2014. Enhedslisten var velrepræsenteret på Folkebevægelsens kandidatliste med Rina Ronja Kari, Christian Juhl og Ole Nors Nielsen som henholdsvis nummer et, tre og fire på listen.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Arbejderen bringer den 25.2 et læserbrev fra Jan Vogel med en række spørgsmål til Enhedslistens medlemmer. Det korte svar til langt de fleste af Jan Vogels spørgsmål er det sædvanlige i EU-spørgsmål: Nej.

Andre spørgsmål kræver lidt længere svar. Ingen lægger op til, at Enhedslisten skal stille op til EU-parlamentet for at få vedtaget "socialistiske love" i et parlament, hvor ingen medlemmer kan stille forslag.

Mere end 100.000 enhedslistevælgere er politisk hjemløse ved EU-valg. De stemmer på et ja-parti eller er sofavælgere. Desværre. 

Til gengæld har hovedbestyrelsen foreslået til det kommende årsmøde, at Enhedslisten stiller op og søger valgforbund med Folkebevægelsen.

Samtidig har hovedbestyrelsen stillet forslag om et nyt EU-delprogram, som skærper EU-kritikken i lyset af eurokrisen, og som fastslår, at Enhedslisten er modstandere af EU, går ind for en dansk udmeldelse af EU og er kollektivt medlem af Folkebevægelsen.

Hvordan nogen kan udlægge dét som et skridt væk fra det folkelige græsrodsarbejde i retning af at blive EU-tilhængere, er mig en gåde.

Når jeg, der har været medlem af Folkebevægelsen, siden sommeren 1992, hvor jeg var 11 år, går ind for, at Enhedslisten skal stille op, skyldes det først og fremmest det faktum, at mere end 100.000 enhedslistevælgere er politisk hjemløse ved EU-valg. De følger ikke Enhedslistens opfordring til at stemme på Folkebevægelsen, men stemmer i stedet på et ja-parti eller er sofavælgere. Desværre. 

Jeg påstår ikke, at vi med et trylleslag kan få samtlige til at stemme på Enhedslisten, men med en spærregrænse på 7,7 procent har unionsmodstanden brug for alle de stemmer, den kan skrabe sammen. Og det er – og skal være – målet med Ø-opstilling: At sikre en styrkelse af den progressive EU-modstand.

Jan Vogel skriver i sit læserbrev, at det er 37 år siden, at Folkebevægelsen sidst har været i valgforbund med et parti. Det er, så vidt jeg har kunnet finde frem til, ikke korrekt. Folkebevægelsen var i 1979 i valgforbund med SF, VS og Retsforbundet, i 1984 med SF og VS og i 1989 med SF. Herefter blev SF EU-tilhængere, og Folkebevægelsen gik i valgforbund med Junibevægelsen fra 1994.

Nu er der selvfølgelig ingen automatik i, at Folkebevægelsen dermed vil takke ja til et eventuelt valgforbund, men det vil i hvert fald gå fint i tråd med Folkebevægelsens tradition, at vi indgår valgforbund med et socialistisk EU-modstanderparti, når det henvender sig. Men det er naturligvis noget, vi skal tage stilling til i Folkebevægelsen.

Lasse P. N. Olsen er medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2016 - 09:17   11. mar. 2016 - 09:20

Læserbrev

af Lasse P. N. Olsen, Aalborg