Torsdag den 21. august sen aften indgik regeringen og Danske Regioner aftale om økonomien i 2016. Aftalen blev bekvemt offentliggjort fredag, hvor den stort set druknede i regeringens offentliggørelse af datoen for afstemningen om retsforbeholdet.
Det viser sig, at Claus Hjort har foretaget et kasseeftersyn, hvoraf det fremgår at kassen er næsten tom.
Så der har ikke stået meget om processen, der i realiteten foregik med en pistol for panden: "Hvis I ikke accepterer et udgangspunkt, der er cirka halvdelen af, hvad der blev lovet under valgkampen, er det ikke sikkert vi fortsat har lyst til at snakke med jer. Den ene milliard som I ikke får, har vi (måske) tænkt os at bruge til finanslovsforhandlingerne, så vi kan stå som de glade givere over for befolkningen".
Produktivitetsstigning
I mellemtiden har regionerne skullet lægge budgetter uden at vide, om der måske kommer en klat tilbage til november. Efter brutale sparerunder i år og sidste år. Og der skal stadig løbes to procent hurtigere, i lighed med alle de foregående år.
Det hedder produktivitetsstigning. I sundhedsvæsenet er man gået over til at producere ydelser. Man taler ikke om pengeværdien i pleje, behandling og omsorg. De ord er væk i en økonomiaftale.
Beløbet på en milliard, der påstås at gå til medicin, skal også dække "anden sundhed". Og forslår sandsynligvis som en skrædder i helvede. Og en lille halv milliard af det samlede beløb på godt halvanden milliard, der nu er afsat, stammer tilbage fra sidste års finanslov, samt fra satspuljemidler til psykiatrien. Altså taler vi om "gamle penge". De er iøvrigt båndlagt til kræft, psykiatri og kronikere.
Ny regnemodel
De penge, der siges at mangle i statskassen, og som begrunder det lavere beløb end lovet under valgkampen, har vi nu fået forklaringen på: Det viser sig, at Claus Hjort har foretaget et kasseeftersyn, med en til lejligheden opfundet ny regnemodel, hvoraf det fremgår at kassen er næsten tom.
Kassen synes ellers ikke at være tom, når der skal gennemføres lettelser i topskat, indkøbes kampfly, og foretages byrdeløft for et ehvervsliv, der fortsat lukker arbejdspladser og flytter til udlandet. Men der skulle være råd til en boligjobordning, der først og fremmest favoriserer dem med penge i forvejen, koster en formue og ikke indbringer de jobs, der var kalkuleret med.
Og hvad mon de, iøvrigt skammeligt sparede, penge til flygtninge og til U-landsbistand skal bruges til? Tydeligvis ikke sundhed og velfærd!
Danske Regioner er udsat for langsom kvælning: Mikroskopisk indflydelse på mulighederne for at drive et ordentligt sundhedsvæsen, der er godt for både patienter og personale, og maksimalt ansvar hvis noget går galt. Er det demokratisk? Det mener jeg ikke!
Susanne Langer er regionsrådsmedlem for Enhedslisten i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Danske Regioner
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278