28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svar på debatindlæg

Svar på debatindlæg

Sundhedsstyrelsen er ikke enig i et debatindlæg fra Bente-Ingrid Bruun, som blev bragt forleden i Arbejderen.

Dagbladet Arbejderen bragte tirsdag den 24. juni et indlæg fra Bente-Ingrid Bruun under overskriften: "Magtmisbrug i Sundhedsstyrelsen".

I artiklen kritiserer Bente-Ingrid Bruun Sundhedsstyrelsens beslutning om at flytte vurderingen af den ikke-ioniserende stråling, hvilket vil sige stråling fra blandt andet mobiltelefoner, fra styrelsens Enhed for Forebyggelse og Borgernær Sundhed til Institut for Strålebeskyttelse.

Ændring i organisationen

Sundhedsstyrelsens direktion foretager fra tid til anden organisationsændringer med henblik på at samle funktionerne der, hvor det giver mest mening.

Vi har i denne sammenhæng vurderet, at det var meningsfyldt at flytte området for ikke-ioniserende stråling fra vores forebyggelsesenhed, der blandt andet arbejder med rygning, seksuel sundhed og fysisk aktivitet til Institut for Strålebeskyttelse, som i forvejen har til opgave at håndtere sager om ioniserende stråling fra for eksempel  røntgenapparater.

At Bente-Ingrid Bruun ikke kan få aktindsigt i beslutningen skyldes, at der er tale om en mundtlig beslutning truffet på et internt møde

Både forebyggelsesenheden og Institut for Strålebeskyttelse er enheder under Sundhedsstyrelsen, men Institut for Strålebeskyttelse rummer nogle faglige kompetencer inden for for eksempel fysik, som arbejdet med ikke-ioniserende stråling nemmere kan trække på, når det ligger i Institut for Strålebeskyttelse.

Sundhedsstyrelsen følger således fortsat området for mobilstråling, og det har samme prioritet, som det havde, da det lå i vores forebyggelsesenhed. Vi bruger fortsat en konsulent fra Kræftens Bekæmpelse til at bistå med arbejdet.

En mundtlig beslutning fra et internt møde

Bente-Ingrid Bruun kritiserer i sit indlæg også vores håndtering af aktindsigtsbegæringer. Vi modtager ugentligt adskillige anmodninger om aktindsigt. Alle sager bliver håndteret efter offentlighedsloven og forvaltningsloven, og sagernes akter udleveres naturligvis efter reglerne.

At Bente-Ingrid Bruun ikke kan få aktindsigt i beslutningen om at flytte området for ikke-ioniserende stråling fra forebyggelsesenheden til Institut for Strålebeskyttelse skyldes, at der er tale om en mundtlig beslutning truffet på et internt møde, hvilket vi også har meddelt Bente-Ingrid Bruun.

 

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jul. 2014 - 09:55   01. jul. 2014 - 09:56

Læserbrev

af Else Smith, administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen