Siden Danske Slagterier i 1950'erne med sloganet "gris på gaflen" fik danskerne til at spise mere svinekød, er det gennemsnitlige forbrug af svinekødsprodukter hos den enkelte dansker steget til astronomiske 25 – 30 kilo.

Man kan med rette sige, at alle industrielle svinebrug ikke overholder regler for ordentlig dyrevelfærd.

Da danske svineavlere sidst i 1960'erne introducerede begrebet SPF-grise (Specific Patogen Free), troede man, at der fremover kunne produceres uanede mængder svinekød – og med helt raske dyr. Men SPF-grise tåler ikke selv den mindste sygdomssmitte.

I en netop offentliggjort undersøgelse viser det sig, at hele 43 af de danske svinefabrikker har problemer med dyrevelfærd. Og så har man endda ikke medregnet rutinemæssig halekupering af stort set alle konventionelle grise, kastration af næsten alle ornegrise samt napning af tænder hos smågrise. Hvis disse faktorer tælles med, kan man med rette sige, at alle industrielle svinebrug ikke overholder regler for ordentlig dyrevelfærd.

Nogle udvalgte svineavlere ønsker nu at producere såkaldte velfærdsgrise (Wellfare Pigs). Den sang har vi hørt på i årtier. Antoniusgrise, Grambogårdgris, Bornholmergris, Den Go'e Gris, Englandsgrise, OUA-grise og så videre skal få flæsket til at glide ned. Men reelt er der ikke den store forskel på de forskellige måder at producere svin på. Og kan man forvente, at disse velfærdsgrise ikke bærer den frygtede MRSA398-stafylokok? Stort set alle danske svinefabrikker har nu MRSA.

Man må opfordre alle danskere til at nedsætte forbruget af svinekød til et absolut minimum – og kun spise kød fra fritgående og økologiske grise. Danmark skal ikke længere producere 30 millioner svin, men kun tre millioner. Det vil være mere end rigeligt til at dække vores hjemlige forbrug.