08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Syrienkrigere på kontanthjælp

Syrienkrigere på kontanthjælp

Pressens skriverier om unge, der får udbetalt kontanthjælp, efter at de er rejst til Syrien, er kørt helt af sporet.

Ekstra Bladets historie om syrienkrigere på kontanthjælp viser, hvorledes dumme journalister og politikere (Troels Lund Poulsen, Karsten Hønge og Bent Bøgsted) gør verden endnu dummere.

Hvis man tænker sig lidt om, så er problemet med de såkaldte Syrienkrigere ikke stort, og en øget kontrol af de arbejdsløse vil koste milliarder – betalt af skatteyderne.

Tallene viser, at det eksisterende kontrolsystem har vist sig at virke, og det er ganske dyrt i forvejen.

Vi ved ikke, om enkelte af de 29 personer har snydt sig til større beløb ved hjælp af falsk indentitet eller andet. Men i gennemsnit har de angiveligt fået udbetalt cirka 23.170 kroner (672.000 : 29 = 23.170 kroner)

Man gætter på, hvornår de har forladt landet. De er formentlig taget af sted i ubemærkethed. Men hvis vi antager, at de er taget af sted lige efter den første i måneden (og lige efter de har været til rådighedssamtale på jobcenteret) – så vil de med en måneds dagpenge eller kontanthjælp kunne opholde sig i Syrien eller i Sverige eller på Bornholm eller arbejde sort.

Alene på grundlag af den første måneds ydelse (som i øvrigt er kontanthjælp for den forrige måned - ligesom du får løn for det arbejde du har lavet og ikke er forudbetalt), så vil de første cirka 300.000 kroner af de 672.000 kroner være brugt.

For ledige kan der gå op til tre måneder mellem rådighedssamtaler på Jobcenteret – men ofte vil der være andre møder og aktiveringer i denne periode. De personer, der ikke møder op, får automatisk stoppet udbetalingen deres kontanthjælp eller dagpenge.

Altså, de her personer kan højst have fået ydelser i tre måneder før kontrollen fanger dem. Og da de i gennemsnit bliver stillet overfor et modregningskrav på 23.170 kroner - så må de (i gennemsnit!) være blevet opdaget, før der er gået tre måneder.

Endelig ved vi jo ikke, om de faktisk gerne vil betale tilbage og eventuelt slet ikke har hævet pengene i Syrien. Måske er det svært at hæve dem i Syrien.

Der er ikke nødvendigvis tale om forsøg på snyd med kontanthjælpen - men det er jo også oplagt, at de dårligt har kunnet afmelde sig på Jobcenteret med en besked om, at de skulle til Syrien....

Hvis vi skal have endnu mere kontrol med de arbejdsløse, hvor de opholder sig og hvad de laver, så prøv at se på dette lille regnestykke:

Hvis vi antager, at der er 200.000 ledige som fremover skal melde sig på jobcenteret hver uge – 50 uger om året. - så bliver det til 10 millioner gange fremmøde.

Hvis hvert fremmøde koster 500 kroner (registrering, indkaldelse, rykkere, vejledninger, ekstra kontrol og så videre) så vil prisen for at kontrollere et minimum af "krigere" blive 5. 000 millioner altså fem milliarder kroner. Betalt af skatteyderne. Det er Molbo, når det er værst!

Det ville være ønskeligt, hvis politikere som Karsten Hønge SF, Bent Bøgsted DF og Troels Lunds Poulsen V – tog et regnekursus og satte sig ind i de eksisterende vilkår for de ledige.

Man kan ligefrem sige at tallene viser, at det eksisterende kontrolsystem har vist sig at virke, og det er ganske dyrt i forvejen.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2017 - 08:47   06. jan. 2017 - 08:50

Læserbrev

af Erling Frederiksen, Gislinge