I 1919 opnåede arbejderne via arbejdskampe at give deres forhandlere magten til at lave overenskomster, der opfyldte parolen om "8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn".

I nærmeste fremtid skal arbejderen ud og stemme om en overenskomst, der tildeler arbejdsgiveren ret til systematisk overarbejde i op til fem timer om ugen, fordelt med en time om dagen. En direkte forringelse af reglen om otte timers arbejdsdag som kom i vore overenskomster fra 1919 og som vore kolleger dengang ofrede alt på med deres arbejdskampe.

Desuden beskriver arbejdsmiljøregulativer, hvordan øget arbejdstid giver langt større risiko for arbejdsulykker og øger nedslidningen, hvilket skal sættes op mod vore liberale politikeres ønske om og allerede gennemførte lovgivning vedrørende højere pensionsalder.

Skønt en overenskomst er en forhandling mellem parterne, må spørgsmålet alligevel være, om vi som arbejdere kan acceptere at vore hundredårige rettigheder, som blev skabt i hårde arbejderkampe som værn mod nedslidningen, skal trædes under fode og blive til skade for både arbejderne, deres børn og resten af samfundet?