Det er helt uacceptable forhold i dagens Danmark, når så mange familier kommer i krise, grundet den asociale socialpolitik, der bliver ført i dag.
Der er ingen, der er herre over sygdom. Alligevel ser vi resultatet af regeringens førte politik udmøntet på sagesløse danskere, der har betalt skat hele deres arbejdsliv. Det er sørgeligt, at mennesker på sygedagpenge kan blive smidt ud til ingenting. Det er hele og velfungerende familier, der bliver kastet ud i økonomisk ruin fra to indtægter til blot een indtægt.
At der fra kommunernes side ikke engang bliver skelet til om der er børn i familierne, gør blot situationen endnu mere uacceptabel. Det er absolut ikke et velfærdssamfund værdigt. Måske det var på tide, at kommunerne satte foden ned over for regeringens førte politik? Det er jo i sidste ende kommunerne, der står med problemerne, når familierne splittes op.
Der er ufatteligt, at der gives skattelettelser samtidig med, at ydelserne til unge og ældre nedsættes til ufatteligt lave satser. Jeg har kun hovedrysten til overs for denne regering, med ordene "sådan er det jo"!
Jeg har med den førte politik ikke den fjerneste lyst til at bakke op om denne regering.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278