Efter fire lange og kaotiske måneder har vores broderfolk i Sverige endelig fået en ny regering – en mindretalsregering vel at mærke. De fleste vil vide, at ingen (INGEN) ansvarlige politikere vil danse kinddans med de rabiate og nationalistiske rigsdagsmedlemmer fra Sverigedemokraterna.

De sorte kræfter i Sverigedemokraterna er sat skakmat. De får intet at sige i den nye rigsdag.

Selv ikke det ellers meget konservative Centerpartiet. Nu har den sidst siddende svage statsminister Löfven fået den tvivlsomme fornøjelse at danne en mindretalsregering med Miljøpartiet. Et skrøbeligt foretagende støttet af både Liberalerne – omend nødtvungent – og Centerpartiet.

Kan vi gøre som Sverige?

De sorte kræfter i Sverigedemokraterna er altså sat skakmat. De får intet at sige i den nye rigsdag. De kalder regeringsdannelsen for "idiotisk". Det er ikke let at være fremmedfjendsk i Sverige.

Om ganske kort tid udskriver Lars Løkke folketingsvalg i Danmark. Nu kender vi af gode grunde ikke datoen for valget – gerne inden påske – men hvilke danske politikere har samme røv i bukserne som Löfven & Co. til at lægge Dansk Folkeparti på is?

Det skulle have været effektueret allerede i 1995. Sverigesdemokraterne har procentvis lidt mere magt i Sverige, end DF har i Danmark, så det er ikke en umulig opgave.

Ingen ønskede heller at samarbejde med Bondepartiet før Anden Verdenskrig. Heller ej med De Uafhængige langt senere.

Hvem kan løfte opgaven?

Mette Frederiksen – typografens røde datter fra Aalborg – har ikke det, der skal til. Dan Jørgensen er en fusentast og Nicolai Wammen for veg. Sass Larsen kan gøre det. Men vil han nedfryse DF?

Hvorfor ikke pege på en Olsen Dyhr fra SF eller Østergaard fra De Radikale? Uffe Elbæk er darkhorse. Eller Kristian Jensen fra V. Hvis manøvren skal lykkes, skal der ædes store kameler. Utopi? Ja, muligvis. Men dystopi er værre. Demokrati er slemt – men alternativet er værre.