15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tager fra de fattige og giver til de rige

Tager fra de fattige og giver til de rige

Den borgerlige regerings finanslov skærer ned på mange af velfærdsområderne, hvilket rammer de fattigste i vores land. De rige får skattelettelser.

FOTO: Søren Bidstrup / Scanpix
1 af 1

Finansloven viser tydeligt, at den regering, vi fik efter valget, vil tage mere fra de små og give mere til de store.

Arbejdsmarkedsuddannelserne må holde for med 46 millioner, som betyder, at færre kan få de kurser, der skal til for at få nyt job.

Omfordelingen af penge fra små og almindelige indkomster over til de meget velhavende er i fuld gang.

Det rammer de arbejdsløse, men også de firmaer, som skal bruge folk med kloak-kurser , truck-certifikat, svejsebevis eller industrioperatør-uddannelse.

Arbejdstilsynet må fyre over 100 ansatte. Det bliver sværere at få Arbejdstilsynet ud på arbejdspladserne, når der er fare på færde, og den forebyggende indsats mod ulykker og nedslidning bliver ringere.

De ledige blev glemt igen

Alene i vores fagforening er der i løbet af 10 år 310 medlemmer, som har fået en alvorlig arbejdsskade. De har i gennemsnit fået 269.435 kroner i erstatning.

Sammen med udgifter til sygeløn og førtidspension koster arbejdsulykker og nedslidning samfundet svimlende summer. Der er behov for et langt stærkere arbejdstilsyn – både for de menneskelige skæbner, og fordi forebyggelse og hurtig indsats betaler sig.

De gyldne valgløfter om at forbedre dagpengereglerne blev hurtigt glemt. De 60.000 som er røget ud af dagpengesystemet er fortsat ladt i stikken, og flere vil følge efter. Der er forbedringer for vikarer og løsarbejdere – men de bliver betalt af dårligere vilkår for ny- udlærte.

Kontanthjælp og husleje

Når regeringen skærer en halv milliard på kontanthjælpen går det ud over 32000 familier med samfundets allerlaveste indkomster.

Folk, som på grund af arbejdsløshed eller sygdom har svært ved at klare sig, får en hæl i øjet og besked om at tage sig sammen.

Hele cirkusset omkring boligydelserne viser, at Dansk Folkeparti ikke kan både blæse og have mel i munden.

Man kan ikke både hjælpe de svage og støtte Lars Løkkes regering. Dansk Folkeparti holder fast ved støtten til Løkke og svigter dem, de havde lovet at hjælpe.

Regeringen har vedtaget, at kommunerne skal spare syv milliarder i de kommende år. Det er meget demokratisk – vi må selv bestemme, om vi skærer ned på plejehjem eller børnehaver – eller om vi vil lade veje og bygninger forfalde. Vi skal bare levere de penge Lars Løkke skal bruge til at sætte skatten ned for de mest velhavende.

Det sker i første omgang ved at nedsætte boligskatterne, så dem med de største ejendomme får mest ud af det. På samme måde med bilafgifterne. Den, der køber en fed BMV, får mere ud af det end den, der køber en lille Fiat.

Desuden er planerne om at beskatte erhvervslivets fonde opgivet – med det resultat, at der mangler 100 millioner i budgettet.

Samtidig har rige arvinger i familieejede virksomheder fået skattelettelser. Omfordelingen af penge fra små og almindelige indkomster over til de meget velhavende er i fuld gang….

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2016 - 09:15   05. jan. 2016 - 09:20

Læserbrev

af Tue Tortzen, formand for 3F Hillerød