Som aktiv rundt i fredsbevægelserne og en af de mange tidligere fredsvagter foran Folketinget, på en tredjedel af de 5000 dage i træk, opmærksomheden og protesten har varet, opfordrer jeg hermed alle til at skrive og synge fredssange, der kan vække debatten om vor tids store problem.
Det er svært at forene borgerne og politikerne på begge sider af en grænse, hvor der øves magt, så menneske- og folkeretten trædes under fode.
Vejene til fred skal ske med fredelige midler: konfliktløsninger, dialog, forståelse af kultur, historie, økonomiske forhold, tillid, tolerance, balance, mod til ikke-vold og samarbejde om klima, vand og andre ressourcer, til uddannelser og forandring og til at integrere tusinder af flygtninge, kort sagt til at få et nyt forhold til begrebet grænser.
Årsagerne til volden
FredsVagten opstod af en protest mod, at folketinget under Nyrup og snart efter Fogh som den første lydige lakaj valgte at følge Bush og kompagni i et magtbegærligt angreb mod et ret tilfældigt, fattigt land som hævn mod terrorangrebet 11. september på World Trade Center. Nyrup udtalte, at vi skal finde og anklage de skyldige, og at vi skal gøre en ekstra indsats mod det, der skiller os og er grunde til volden.
Det sidste lagde politikerne i skuffen, som er det for stor en udfordring, for grundene er virkelig mange og næppe alle kan løses, blandt andet hvor begreberne lighed og frihed er hinandens modsætninger og ikke knyttet sammen af samhørighed.
Ligeledes er det svært at forene borgerne og politikerne på begge sider af en grænse, hvor der fyger ugræs omkring hegnet eller øves magt, så menneske- og folkeretten trædes under fode.
Enkelte steder prøver man at oprette fredsministerier, der kan fremme samtalen og de tværpolitiske forandringer over kløfterne. Nogle arbejder for et neutralt verdenssprog til brug, når mennesker med forskellige sprog mødes.
Fredsinitiativer
FredsVagten er et stærkt og på sin udholdenhed verdensberømt initiativ uden diktatoriske tendenser. Ønsket er kun, at voldsmidlet stoppes og fredsprocesser startes. Også højskolerne er et hjemligt bidrag, som med deres særlige udviklingsevne har sat mange kontakter i gang, blandt andet Crossing Borders på Krogerup (Mellemøsten især), Highlander i Tennessee (Borgerretsbevægelsen og dens sangskrivere), Den internationale Højskole i Helsingør og initiativer i den tredje verden.
Og måske åbner verden skuffen nu. Lykketoft skal lede FN's 70. generalforsamling fra 25.-27. september, hvor man i årets løb skal drøfte 17 bæredygtige udviklingsmål: Udryddelse af fattigdom, fødevaresikkerhed, sundhed, uddannelse, ligestilling, adgang til vand, energikilder, anstændigt arbejde, holdbar infrastruktur, reduktion af ulighed, bæredygtig produktion og bosættelse, umiddelbar bekæmpelse af klimaforandringer, bæredygtig brug af havet, beskyttelse af økosystemer, fremme af retfærdige og inkluderende samfund og globalt samarbejde om disse mål.
Tanker er mange til fredens sange.
Men sange er vej til hjerternes ord,
så skriv dem og syng dem og hjælp vores jord.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278