Slagteriarbejderne på Danish Crown (DC), har for nylig stemt nej til en aftale, som var strikket sammen af ledelsen og tillidsmandskollegiet på virksomheden. De 6000, som havde mulighed for at stemme, valgte med 60 procent flertal et solidt nej.

Det er godt at se, at demokratiet fungerer på bedste vis i en rigtig fagforening (NNF), der lige som alle LO-fagforeninger er demokratiske og medlems-bestemmende. Havde det været en af de gule forretninger som Krifa eller Det faglige Hus, havde man som i Vejlegårdens tilfælde tromlet det hele ned over hovederne på de ansatte i DC. Derfor et det vigtigt at vise forskellen og gøre opmærksom på denne bedrift.

Uvedkommende indblanding

Der har bredt sig et nyt mantra i Danmark, og det er, at man åbenbart skal blande sig fra alle sider i lønspørgsmål og arbejdsmæssige problemstillinger. Politikere fra højre til venstre i folketingssalen har alle været ude og rose forslaget. Det eneste parti, som havde en fornuftig tilgang til problematikken var Enhedslisten.

Da jeg blev tillidsrepræsentant, lærte jeg, at man aldrig skal forhandle, eller kalde det forhandlinger, når man bliver præsenteret for trusler.

Det må undre mange efter Corydons stunt sidste år, hvor han pressede SAS-medarbejderne i forhandlingerne med ledelsen med sin berømte sms. Det har åbenbart gjort det helt legitimt at blande sig fra alle sider i en så svær situation, som medarbejderne i DC stod over for. Margrethe Vestager, kunne slet ikke få armene ned. Hun måtte absolut kommentere forslaget, og lægge yderligere pres på dem, der skulle stemme. Selv LO's Børsting var ude og slå et slag for forslaget i pressen.

Man roste tillidsmandskollegiet på DC til skyerne for at forhandle den løsning på plads. Men man må virkelig stille spørgsmålstegn ved, om det har været forhandlinger? Da jeg blev tillidsrepræsentant, lærte jeg som noget af det første af min faglige medarbejder i lokalafdelingen, at man aldrig skal forhandle, eller kalde det forhandlinger, når man bliver præsenteret for trusler.

Trusler er ikke forhandlinger

Og man må da sige, at det var en trussel, der ville noget på DC. Sig ja, eller 1000 mennesker skal fyres. I sådan en situation kan man ikke kalde det forhandlinger længere. Det er en umenneskeligt at stille de mange medarbejdere på DC i sådan et dilemma.

Derfor undrer det mig også, at man fra tillidsmandskollegiets side på den måde går i pressen både før og efter afstemningen. Man må da især håbe, at de, når deres skuffelse har lagt sig over resultatet, begynder at tale pænt om deres kollegaer igen, og ikke lader deres frustrationer gå ud til alt og alle. Det er ikke en tillidsvalgt værdigt.

Men jeg vil gerne på vegne af de kollegaer, jeg repræsenterer igennem 3F, takke de mange, der valgte at stemme nej til forslaget. Det må have været et uhyggeligt pres, I har været udsat for, da I dagligt i en lang periode var under pressens og ikke mindst politikernes bevågenhed.

Men I sagde nej, og det glæder mig. Selvom I kommer til at miste kolleger. I er medvirkende til at sige fra overfor den glidebane, hvor man truer sig til alt, - den glidebane hvor de gule får indflydelse med udemokratiske forretninger, og hvor politikerne bestemmer og blander sig i alt på arbejdsmarkedet. I har sat en stopklods i den prop, som Corydon og Vestager forsøger at åbne, således at vi på det danske arbejdsmarked skal finde os i alt. Derfor skal I have hjertens tak, fordi I valgte solidariteten, og viste jeres styrke, selvom det er smertefuldt.

Man kan så blot håbe, at der er nogle politikere og topfolk i LO og DI, der sidder med en dårlig smag i munden over at de har forsøgt at medvirke til at presse almindelige lønmodtagere til at finansiere deres arbejdsgiveres manglende kreditværdighed, på trods af, at de har et milliardoverskud, som de ikke vil investere i deres forretning, men hellere vil stikke i egen lomme.