Vort demokrati er et af de vigtigste grundelementer i samfundet. Det består for den almindelige vælger af to vitale elementer, nemlig den personlige frihed til at deltage i valget, hvis man altså vælger at stemme, og så retten til, ud fra rent egoistiske årsager, at stemme på dem, man mener varetager egne interesser bedst.

Når valget derefter er afgjort, bliver man som almindelig vælger næsten demokratisk umyndiggjort indtil næste valg, med den begrundelse at flertallet har talt. De vigtige valg om egne livsvilkår både herhjemme og i EU har man med dette ene kryds, hvis man altså valgte at stemme, overdraget i op til fire år, til et folketingsflertal, som i bund og grund mener den almindelige vælger slet ikke er i stand til at træffe et sådant valg.

Hvis man nu accepterer denne holdning, som jeg vælger at kalde vælgerens "lykkelige uvidenhed", er det bekymrende, at man netop har vedtaget en større skolereform, som sætter fokus på mere viden, uden samtidig at fokusere på styrket undervisning i demokrati og samfundskendskab. Spøgsmålet kunne endvidere føres tilbage til, hvor meget disse emner vejer i folkeskolelærernes egne uddannelser, som jo er grundlaget for folkeskolens udvikling. Efterfølgende kan man få den tanke, om den eneste kontakt børnene af fremtidens politiske familier får med almindelige vælgere, er en fællestur i Tivolis rutsjebane, hvis den ellers er åben for offentligheden.

Retten til fællesskabet

Dette ansvar eller mangel på samme danner grundlag for sandheden om vælgernes "lykkelige uvidenhed". For mig som socialdemokrat står dette i skærende kontrast til det sociale fællesskab, hvor den personlige frihed og egoismen nødvendigvis bliver nødt til at indordne sig til gavn for alles ret til fællesskabet.

Husk på, at den gode ide aldrig ville blive en succes, hvis arbejderen nægtede at lave den eller købe den.

Desuden gør den "lykkelige uvidenhed" det nemmere at argumentere for og vinde stemmer på inhumane livssyn i forbindelse med folketingsvalg, og når argumenterne samtidig blandes sammen med økonomi, bliver det nemt til spørgsmålet om. hvorvidt der overhovedet er råd til at være human i vores samfund med et økonomisk demokrati, hvor "en" krone tilsyneladende er lig med "en" stemme.

Dette skal forhåbentlig ikke stå som en socialdemokratisk fremtidsideologi? Vi har på nogle områder set noget, der ligner en omvendt "New Zealandsk model", hvor en borgerlig regering først fører sparerkniven, og "vores" regering efterfølgende med reformer forstærker effekten. Her tænker jeg blandt andet på sygedagpengereformen, kontanthjælpsreformen, SU-reformen og den seneste dagpengereform, som alle trods mange gode intentioner rammer de almindelige arbejdere som står uden arbejde, på en økonomisk lige- men samfundsmæssig ulige måde. Igen kan man høre ordene: Det er nødvendigt for at have bedre råd i fremtiden.

Arbejde - en menneskeret

Der er i presse og medier givet utallige eksempler på denne ulighed. Jeg tænker på grundlovens ord om: at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger tilværelsen. Jeg tolker disse ord som tryghed for, at man har et arbejde eller hvis ikke, en hjælp som sikrer mad på bordet og betalte regninger. Dette vil have højeste prioritet for langt de fleste arbejdere.

Hvis vi som socialdemokrater kan sikre disse værdier i fremtiden og samtidig i fremtidige valgkampe huske på at fortælle arbejderklassen, at vi godt ved, at vores samfund intet var uden dem, føler jeg mig sikker på vælgertilslutningen nok skal vende tilbage.

Husk på, at den gode ide aldrig ville blive en succes, hvis arbejderen nægtede at lave den eller købe den. Med disse ord vil jeg som de fleste andre almindelige arbejdervælgere synke tilbage i den "lykkelige uvidenhed".