Meddelelsen om, at Tour de France ville komme til Danmark fik stor pressedækning.

Det blev blandt andet påstået, at der efterfølgende ville komme en masse guld i statskassen på grund reklameværdien og en forventet forøget turisme.

Der nævntes ikke så meget som et eneste ord om finansieringen.

Der var påfaldende mange, som ville tage æren for, at begivenheden kommer til Danmark, men som ikke nævnte så meget som et eneste ord om finansieringen.

Der et således i dag, at hvis der kommer forslag om bedre økonomiske vilkår for de økonomisk svageste eller forslag om at ændre de rigide pensionsregler eller forslag om bedre ældrepleje, et velfungerende sundhedsvæsen eller hjemmehjælp, så er næsten det første, som journalisterne og nogle politikere spørger om:  hvor pengene skal komme fra?

Penge til cykelløb

Det spørgsmål er så godt som fraværende, når det gælder store sportsbegivenheder eller bygning af for eksempel store fodboldstadioner i kommunerne. 

Svaret burde være ret simpelt, idet økonomien til sportsbegivenheder og velfærdsydelser hovedsagligt kommer fra dem, der betaler skat og afgifter.

Udover at staten putter millioner af kroner i projektet Tour de France, gør regioner det også, for ikke at glemme, at kommunerne ifølge medierne også har bevilliget millioner af kroner.

Det sker på et tidspunkt, hvor nogle kommuner allerede har gennemført store og mærkbare besparelser på børne- og ældreområdet. Det forekommer een, at der har udviklet sig en tradition for, at det er de grupper, det skal holde for.

Velfærdsstaten skrumper

Andre kommuner har genoptaget forhandling om budgetterne for at kunne finde besparelser på blandt andet de nævnte  velfærdsområder. Det sker, til trods for at kommunernes kasser bugner af millioner af kroner.

Den nuværende regering og kommunerne har aftalt, at millionerne ikke skal bruges på velfærd, men derimod til eventuelle skattenedsættelser i kommunerne.

Men det er også den traktatfæstede, rabiate, liberalistiske økonomiske politik i EU, som måske ikke tager livet af velfærdstaten i dag, men vil gøre det over tid.

Så skåltalerne om velfærdsstaten bliver en parodi. Hvor er venstrefløjen?

Det er en gåde, så fraværende venstrefløjen er, og tavsheden over det faktum, at den store gave, som velfærdsstaten er, og som de forrige generationer ved et hårdt og nøjsomt liv gav deres efterkommere, fortsat bliver udhulet.

Bekymringen for,  at denne gave ikke gives videre til de næste generationer, er således berettiget.

Jeg har ikke hørt dem, der fået standardspørgsmålet, hvor skal pengene komme fra, svare, at det bliver meget dyrere for samfundet, når man ikke  har et velfungerende velfærdssystem. Ligesom et samfund uden solidaritet og social ansvarlighed ikke er noget at tilstræbe.

Det påstås, at mange lande ønsker den skandinaviske velfærdsstat - som de borgerlige og  EU er ved at afmontere.