Den 11. september 2001 stod Vestens efterretningstjenester – og politikere – med et forklaringsproblem. Hvordan kunne terrorister - endda i stort tal - operere inden for USA's grænser uden at blive opdaget? Man var så åbenbart blevet taget på sengen.

Svaret blev særlige "terrorlove", der gav politi og efterretningstjenester ekstraordinære beføjelser til at overvåge såvel egne borgere som fremmede. Det skete med USA's Patriot Act og herhjemme med terrorlovene.

Man overvågede elektronisk kommunikation (meget havde man tilsyneladende på plads i forvejen), man lavede lister over suspekte personer og no-fly lister. Hvilket for eksempel fik den effekt, at et lille, amerikansk barn ikke kunne flyve, da han delte navn med en formodet terrorist.

Ud over at overvåge åbenlyse terrorister, vil man også overvåge strejkeledelser, skifergasmodstandere,  EU-modstandere, fredsfolk og så videre. 

Herhjemme blev vi visiteret og gennemfotograferet ved flyrejser og sikkert på andre måder set efter i sømmene. Danskere har oplevet at blive nægtet indrejse til USA eller blive hevet til side i lufthavnen. Grundene kender vi ikke; der gættes på "uregelmæssige rejsemønstre", og at folk kan have overtaget et telefonnummer, der engang har tilhørt en suspekt person. Men vi ved det ikke.

Når politikerne spørger efterretningstjenesterne, hvad de gør, kan de fremvise statistikker over antallet af kontrollerede eller personer "afvist af sikkerhedshensyn". Politikerne kan derefter træde frem for deres vælgere og forsikre, at alt gøres for den fælles sikkerhed.

En mand smugler bomber skjult i et par sko ombord på et fly. En anden minerer sine underbukser. Bomber eksploderer i København og Boston, folk skydes ned i Paris og København og så videre.

I de fleste tilfælde kan efterretningstjenesterne bagefter meddele, at man godt kendte de pågældende. Deraf kan man slutte, at antiterrorkampagnen er på rette spor. Men at den mangler flere penge og måske også nye muligheder for overvågning, vil det så hedde. Det får man så.

Imens drukner efterretningstjenesterne i data, som de ikke på nogen måde kan tygge sig igennem. Om de stopper et angreb, synes at bero på en god portion held. De skal jo også lige holde øje med dem, der har besøgt en suspekt side for at lave en gymnasieopgave.

Det er ikke muligt at overvåge alle mennesker døgnet rundt, og det er ikke muligt at fordøje alle disse oplysninger. Det vil det – formentlig – blive, efterhånden som der gøres fremskridt inden for overvågning og kunstig intelligens. 

Ud over at overvåge åbenlyse terrorister, vil man også overvåge strejkeledelser, skifergasmodstandere, økologer, EU-modstandere, fredsfolk og så videre.

Desuden er folk, der lever af at snage og snuse, ikke just kendt for stor integritet. Ud over at sælge oplysningerne til for eksempel tyrkiske og israelske efterretningstjenester, vil de også tilflyde sladderpressen. Det kan selvfølgelig også blive meget underholdende.

Forkortet af redaktionen