Mørket falder på og lysene tændes rundt om i de små lejligheder. Tempoet falder og dagen gå på held. Jeg sætter mig i døråbningen puttet i vindjakken med et stearinlys og tænder dagens sidste smøg. En dyb indånding; røg ind, langt ned i lungerne og ud i natten.

Det er mit lille ritual, en rejse væk fra den almene forståelse af rigtig og forkert, fra stress og jag og fra massernes ønske om evigt liv. I mine øjne er jeg fejlfri, men på en eller anden måde blev den fælles forståelse af det gode liv som noget individuelt til det rigtige liv, en fælles diskurs fastlagt gennem Italesættelse og regulativer.

Regulerende italesættelse i det offentlige rum med målet at skabe assimilerede fejlfrie danskere. Den assimilationspolitik, som Søren Pind dengang fremlagde i forbindelse med integrationspolitikken, er en realitet bare når det gælder økologi, behåring, sundhed, sport, konkurrence og ikke mindst røg for den almene forbruger.

Vi skal være effektive, sunde, tynde og røgfri – for ak og ve! Tænk hvis vi ikke levede de fem år ekstra. – En vigtig garant for lykken i vores fælles forståelse af det rigtige liv. Idealisme er blevet et spørgsmål om at være nyttig, effektiv og 100 procent medspiller i samfundets økonomiske og kropslige optimerende fornuftsræs, i stedet for at være et spørgsmål om moral, forståelse og medmenneskelighed.

Jeg nyder at fokusere på de idealer, der for mig er rigtig vigtige. Det spraglede fællesskab, medmenneskeligheden, forståelsen og tolerancen.

Tilbage på altanen sidder jeg og nyder røgen fra min pause, alt imens der bliver plads til nye spirende tanker. Skuldrene falder på plads, og jeg overvejer om jeg skal starte med at hoppe i natskjorten eller med at børste tænder, inden jeg rammer dynerne.

Et stakit knirker et sted nede ved villaerne og vinden rasler tørt i bladene. Jeg mærker den kølige aftenluft. Måske begynder det at regne.

Jeg slukker for dagens sidste smøg og tænker på mine pauser, som kommer igen i morgen, mens jeg tager på arbejde, venter på toget eller kommer hjem til altanen igen. Alle de øjeblikke hvor det pludseligt går for stærkt, og jeg har brug for at blive mindet om nuet. Vores individuelle opvækst, forudsætninger og mål giver forskellige laster og dyder og forskellige rigtige liv. 

Tolerance og respekt for egen dømmekraft er blevet en gammel myte. Både når det gælder kost, motion, forkælelse og forsørgelse. En myte, som måske var værd at fortælle igen i dag, hvor nuancerne og borgernes individuelle liv og ønsker bliver anset for en last snarere end en gevinst for det fællesskab, vi lever i.

Livet er ikke forudsigeligt, og det kan ikke forsikres. Derfor nyder jeg at lade den almene offentlige dødsangst ligge og fokusere på de idealer, der for mig er rigtig vigtige. Det spraglede fællesskab, medmenneskeligheden, forståelsen og tolerancen. Så jeg sidder stadig her i stearinlysets skær med mit rigtige liv og nyder en smøg før lysene slukkes.