10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til alle de fremmedgjorte i Venstre

Til alle de fremmedgjorte i Venstre

Det sprogbrug, som en minister som Inger Støjbjerg anvender i udlændingedebatten, er mistillidsvækkende og krænkende.

Når et parti som Venstre lægger sig tæt op ad Dansk Folkeparti, føler vi os forpligtet til at give vores mening til kende.
FOTO: Keld Navntoft / Scanpix
1 af 1

Den danske indvandrerdebat har i de fleste af Indvandrerrådgivningens 16-årige levetid været komplet afsporet.

Og ethvert forsøg på at ytre sig sagligt forsvinder i støjen fra de mange politikere, der ønsker at råbe højere og højere med skældsord om mennesker, der ønsker at komme her til landet for at få forbedret deres ringe og måske livsfarlige livssituation i hjemlandet.

Lad os kalde politikernes råben, hvad det er: populisme. Vi sympatiserer ikke på nogen måde med de partier, som ligger til højre for midten i dansk politik. Men vi respekterer demokratiet og de spilleregler, som gør sig gældende.

Og når et parti som Venstre i en og samme ombæring forsøger at kalde sig selv for et ansvarligt parti og samtidig har fundet ud af, at Dansk Folkepartis indholdsløse, fremmedfjendske populisme er godt for vælgertilslutningen, så føler vi os forpligtet til at sige noget.

Venstres moral

Man bør også forholde sig moralsk til, hvad der foregår i dansk politik. Som nedlægningen af Irak Kommissionen, foreslåede lovændringer til skade for indvandrere og flygtninge og nu Inger Støjbergs forslag om en massiv skræmmekampagne i internationale medier.

Man skal jo ikke være videre intelligent for at gennemskue, at den type af kommunikation har indflydelse på, hvordan man opfatter det danske folk, og hvad vi er for et land.

Det hænger heller ikke sammen, at folkevalgte politikere sætter en ære i at anvende et sprogbrug og en menneskelig tilgang, som sætter et så dårligt eksempel for yngre generationer, der er ved at finde deres ståsted i en verden, som forandrer sig så dramatisk i disse år.

Venstre kopierer Dansk Folkepartis tilgang til de fremmede for at høste stemmer. 

Der er mange ting, vi ikke ved om fremtiden, men det ved vi: at det ikke kan betale sig at dyrke fremmedhad og et polariserende sprogbrug. Det sprogbrug, som en minister som Inger Støjbjerg anvender i udlændingedebatten, er unægtelig mistillidsvækkende og krænkende. Også i forhold til fremtiden.

Vi forstår, at Inger Støjbjerg er bange for fremtiden, måske ikke mindst Venstres fremtid, men behøver det at gå så vidt?

I Indvandrerrådgivningen kunne vi aldrig finde på at hjælpe Venstre med at udvikle dets egen politiske ideologi, men når det nu alligevel står så slemt til, og ideerne fra dets politiske værksted virker så desperate så tidligt i dets regeringsperiode, så vil vi nu alligevel gerne give Venstre et råd.

Venstres fremtid

Vi ved jo, at de i Venstre godt kan lide erhvervslivet og gerne vil skabe vækst. Erhvervslivet er da også en hæderlig sag at kæmpe for. Dog kender vi ikke til firmaer, som har haft held med at rekvirere kompetente, nye ansatte ved at lave kampagner, hvor der står, at folk fra et bestemt sted med en bestemt baggrund ikke er velkomne - helt uafhængigt af kvalifikationer.

For os i Indvandrerrådgivningen at se, at der slet ingen tvivl om, at Venstre kopierer Dansk Folkepartis tilgang til de fremmede for at høste stemmer. Føler Venstre sig forårsaget til at kopiere andre partiers politik for på desperat vis at sikre sig den fremtidige regeringsførelse, så er man politisk og personligt afsporet og kan ikke se det fremtidige perspektiv for sine handlinger.

Vi mener ikke, at vi i Indvandrerrådgivningen udelukkende repræsenterer venstrefløjen i dansk udlændingepolitik, når vi siger, at det er kortsigtet og direkte dumt og i sidste ende kommer til at skade partiet Venstre.

Alle venstrefolk, der kan tilslutte sig dette, er frit velkomne til at skrive til os i Indvandrerrådgivningen, og vi skal nok stå til rådighed med gratis vejledning og rådgivning til, hvordan man finder et nyt parti. Det er en gratis service, vi er villig til at give folk, som er under pres og mangler et nyt sted at være. 

Forkortet af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. aug. 2015 - 09:00   27. aug. 2015 - 09:10

Læserbrev

af Leif Randeris, Indvandrerrådgivningen, Aarhus